Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Bio-identiske hormoner

Hej,

Jeg vil gerne have svar på hvorfor man i Danmark ikke kan få bio-identisk progesteron på apoteket i plaster, gel eller tablet form. Det kan man i de fleste andre EU lande. Er der nogen der kender en begrundelse for dette. Lige meget hvor jeg spørger, får jeg enten intet svar eller svaret, det ved vi ikke. Det syntes det er mærkeligt, det ikke er et valg forbrugeren har i Danmark, men har i vore nabolande. Er det økonomiske eller indistruelle interesser vi varetager eller hvad er argumentet for dette valg i Danmark? Hvis I ikke kan svare, ved I da hvem der kan?

01-01-0001Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære spørger

 

Tak for dit spørgsmål om progesteron. Der er flere svar på dit spørgsmål.

 

Progesteron er et hormon, der dannes i æggestokkene efter ægløsningen, og som har til formål at gøre slimhinden i livmoderen tyk og modtageligt overfor et eventuelt befrugtet æg.

Gestagener er syntetiske præparater, der substituerer det naturlige progesteron.

 

Progesteron anvendes kun i Danmark som led i fertilitetsbehandling, hvor progesteronet skal virke lokalt i skeden efter insemination/ kunstig befrugtning.

 

Gestagenerne anvendes alene til blødningsforstyrrelser, og i kombination med østrogen til problemer ved overgangsalderen.

 

Årsagen til, at det naturlige progesteron kun findes som gel/ tabletter til brug i skeden er, at det ikke er særligt effektivt når det indtages som tabletter, da progesteron nedbrydes meget hurtigt i mave-tarmkanalen (og man i givet fald skulle have en noget højere mængde progesteron end det tilsvarende gestagen).

 

Lægemidler i plasterform eller gel til påsmøring på huden, bliver ikke nedbrudt i mavetarmkanalen på samme måde som tabletter, men i Danmark er det de forskellige lægemiddelfirmaer som selv afgør, hvilke lægemiddelformer de vil sende på markedet.

Der kan være store forskelle fra land til land, hvilke lægemiddelformer, der efterspørges og der er ikke så mange kvinder i Danmark der vælger plaster- eller gelform til behandling af blødningsforstyrrelser eller problemer ved overgangsalderen.

Gestagenerne findes nemlig både som tabletter og plaster (i kombination med østrogen).

 

Det korte svar er altså, at progesteron nedbrydes meget hurtigt som tabletform- og man i givet fald skulle have en noget højere mængde progesteron.

Derudover afgør lægemiddelfirmaerne, udfra efterspørgslen i det enkelte land, hvilke lægemiddelformer de sender på markedet.

 

Med venlig hilsen

 

Rikke Nielsen

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.