Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Bivirkninger Cerazette

Hej, Jeg vil gerne høre lidt flere detaljer om cerazette minipiller som jeg nu som jeg har taget i en del år... Jeg har slet ikke menstruation og min læge har forsikret mig at det er ikke noget jeg skal være bekymret om. Men jeg kunne tænke mig at vide hvor meget sandsynlighed er at minipillerne påvirker min libido og forarsager vægtstigning. Jeg tør ikke stoppe med at tage dem hvis disse to overnævnte bivirkninger slet ikke skyldes minipillerne som jeg ellers har det fint med. Jeg har på det sidste ændret mine kostvaner,går lange ture og spiser meget fornuftigt men jeg kan desværre slet ikke tabe mig.Kan det skyldes pillerne? Jeg er 39 år gammel.

På forhånd mange tak for svaret.
Anna

10-03-2009Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære Anna

Tak for dit spørgsmål om Cerazette minipiller.

Du skriver, at du slet ikke har menstruation og at du har talt med din læge om det. En del af de kvinder, der anvender Cerazette minipiller vil få menstruationsforstyrrelser (længere/ kortere tid mellem menstruationerne end normalt eller ændret blødningsmængde) eller endda at menstruationen helt stopper.

Du skriver ikke, hvor lang tid din menstruation har været stoppet. Normalt vil man nemlig opleve menstruationsforstyrrelserne i starten, hvor man begynder at tage sine minipiller, men nogle vil altså opleve at menstruationen helt stopper. Når din læge mener, at du ikke skal være bekymret over din manglende menstruation, så mener jeg også at det er i orden. Graviditet bør selvfølgelig altid udelukkes, hvis man er i tvivl.

Du spørger også om minipillerne kan forårsage vægtstigning og påvirke din libido. Der vil være op til ca. 10 % af dem, der anvender minipiller der oplever vægtøgning og nedsat libido. Men det er typisk i starten, hvor kroppen lige skal vænne sig til hormonet i minipillerne. Jeg læser af dit spørgsmål, at det først er nu at du oplever vægtstigning og påvirkning af din libido, og jeg mener derfor at det kan være noget andet der forårsager dette; for eksempel stress. Det kan selvfølgelig ikke helt udelukkes at det er dine minipiller, der giver denne vægtstigning og påvirkning af din libido. Jeg vil derfor anbefale dig, at du snakker med din læge om dette, og han/ hun kan så vurdere om det er minipillerne der er skyld i dette.

Det er også en god idé at fortælle din læge at du ikke taber dig trods ændrede kostvaner og lange gåture, da det også er vigtigt i forhold til hvad din læge vil råde dig til.

Fødevaredirektoratet har lavet 8 gode råd om kost og motion, som du kan læse mere om her.

Med venlig hilsen

Rikke Mumm Nielsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.