Kære Bekymrede
Tak for dit spørgsmål.
P-ringen er en præventionsmetode til kvinder og er et alternativ til p-pillen. Det er en fleksibel plast-ring, som du selv kan sætte op i skeden og fjerne igen. Der kan optræde bivirkninger som forbigående kvalme og utilpashed, uren hud, brystspændinger og humørsvingninger. Nogle kvinder oplever vægtøgning på grund af væskeophobning i kroppen, samt hovedpine og migræne. En let forhøjelse af blodtrykket kan forekomme.
De moderne p-piller indeholder gode kopier af kroppens egne hormoner. Risikoen for bivirkninger er derfor minimal. I de første par måneder kan du få bivirkninger f.eks. kvalme, brystspænding, hovedpine, pletblødning, vægtøgning og humørsvingninger.
Det er således et kendt fænomen, at p-piller giver lidt vægtøgning. Der er dog ikke påvist signifikant vægtøgning i kontrollerede studier ved anvendelse af lavdosis p-piller. Nogle vil altså tage et par kilo på og så blive der. Andre taber dog disse kilo igen efter et par måneders brug af p-piller. Det hænger naturligvis også noget sammen med dine spisevaner og din vægtstatus, før du begynder at tage p-piller.
Der er både for og imod p-piller/p-ring. Da begge typer prævention skal ordineres af din læge, synes jeg du skal dele dine overvejelser med ham/hende. Lægen kan undersøge dig og opstille de muligheder, der giver dig den bedste beskyttelse og den lavest mulige risiko. Du kan tage stilling til de muligheder, lægen giver dig.
Med venlig hilsen
Lise Larsen
Farmaceut