Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Forskel på hormonspiral og kobberspiral

Hej Rikke. Er nu på p-piller, men er en klovn til at tage dem regelmæssigt, så nu har jeg i tankerne at skifte til en spiral. Jeg er 21 år og har ingen børn. Jeg har læst at en Flexi-T spiral er god til dem der endnu ikke har været gravide. Men er den en hormon- eller kobberspiral? Eller noget helt andet? Har læst mig frem til at en kobberspiral let kan give kraftigere menstruation og smerter, hvilket jeg allerede har, mens en hormonspiral ville mindske disse. Håber du kan give mig svar. Mange hilsner Line

04-06-2009Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Hej Line!

 

Tak for dit spørgsmål om spiraler. Der er to typer spiraler; kobberspiral og hormonspiral.

 

En kobberspiral virker ved at nedsætte sædcellernes bevægelighed, så de ikke når frem til ægget. Derudover producerer kobberspiralen et ugunstigt miljø i livmoderen, så et eventuelt befrugtet æg hindres i at sætte sig fast i livmoderslimhinden.

Som du selv er inde på, så er en forholdsvis hyppig bivirkning til kobberspiralen øget menstruationsblødning og øgede menstruationssmerter. Ca. 5-10% får så kraftige menstruationer, at spiralen må fjernes igen. Hos en del vil blødningsmængden dog atter aftage efter nogle måneder.

 

Du spørger til Flexi-T-spiralen, som er en kobberspiral. Der findes 3 forskellige Flexi-T-spiraler, hvor en af dem er særlig velegnet til kvinder, der endnu ikke har været gravide. Den er lidt mindre end de andre to Flexi-T-spiraler. Dette skyldes at livmoderhulen hos en kvinde der endnu ikke har været gravid, er mindre end hos en kvinde der har været gravid.

 

En hormonspiral virker lokalt i livmoderen ved at gøre slimhinden i livmoderen tynd og uimodtagelig for et eventuelt befrugtet æg. Derudover bliver sekretet i livmoderhalsen tykt, sejt og uigennemtrængeligt for sædceller. Hormonspiralen kan desværre medføre bivirkninger som hovedpine, uren hud, væskeophobning og humørsvingninger. Det er heldigvis langt fra alle der oplever disse bivirkninger, men risikoen for disse bivirkninger er øget, hvis man i forvejen let påvirkes af hormoner/er hormonsensitiv.

En almindelig bivirkning til hormonspiralen er, at en del kvinder oplever at menstruationsblødningerne bliver mindre, eller sågar helt udebliver (graviditet udelukkes med en graviditetstest).

 

Uanset hvilken spiraltype man vælger, skal man undersøges efter 4-12 uger efter spiraloplægningen og derefter ca. 1 gang årligt for at sikre at spiralen stadig er placeret, hvor den skal. Spiralen kan nemlig falde ud, uden at man nødvendigvis opdager det. Man kan selv med en finger højt oppe i skeden mærke spiralens tråde, der hænger lidt uden for livmodermunden. Afhængig af typen af spiral, har den en virkningstid på 4-8 år.

Det er dyrere at få lagt en hormonspiral end en kobberspiral.

 

Jeg vil anbefale dig at snakke med din læge om hvilken spiral der er bedst egnet til dig, eller om der er en anden præventionsform, der er bedre egnet til dig. For god ordens skyld skal nævnes, at spiral ikke hindrer smitte med kønssygdomme.

 

 

Mange hilsner

Rikke Nielsen

 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.