Helen Smed

Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Kan man starte på P-piller uden blødning?

Jeg har PCO og blødningen er ikke kommet af sig selv i snart 1 år og jeg vil meget gerne tilbage på p-piller, da det tidligere har afhjulpet min urene hud rigtig godt. Hvordan gør jeg? Kan man bare tage p-pillerne en cyklus og stoppe og så forvente at blødningen indtræffer eller skal det provokeres igang af andre midler? Jeg har før gjort det med en Norlevo pille, men denne gang synes det ikke at fremkalde blødning. Jeg tager også Metformin. Er Yasmin pillen iøvrigt god nok ifht. uren hud? Det er den lægen har givet recept på, men jeg troede at Diane Mite var bedre...

01-01-0001Svar fra: Helen Smed 

Hej Amelie

Tak for dit spørgsmål.

Sædvanligvis kan man godt starte på p-piller, selvom det ikke er på første menstruationsdag. For piger med normal cyklus vil det betyde, at de kan få en blødning, mens de tager p-piller - altså inden den 7 dages p-pillepause. Det kan altså give rod i blødningerne, og det er én af årsagerne til, at det anbefales at starte på 1. menstruationsdag. Den anden årsag er, at pigen så er beskyttet mod graviditet med det samme.

Dit tilfælde er anderledes, da du har PCO og længe ikke har haft blødning. Jeg er ikke sikker på, at du kan fremprovokere en blødning med p-pillerne, men der sker ikke noget ved at prøve.

Ellers er lægemidlet Provera brugt til at fremprovokere blødning. Provera er receptpligtigt.

Diane Mite (som også sælges under andre navne med samme indhold af lægemiddelstoffer) er den eneste p-pille, der er godkendt til behandling af akne. Dermed ikke sagt, at Yasmin ikke virker, men det er ikke en effekt producenten har dokumentation for. Det må komme an på en prøve i dit tilfælde. Du skal give det min. 6 uger og gerne længere. Det vil passe fint, at du tager en hel æske á 3x21 p-piller.

Venlig hilsen
Helen Smed
Farmaceut
Læs også: