Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Helen Smed
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Kort udsættelse af menstruation

Hejsa Jeg er 28 og er lige begyndt at tage p. piller for 1. gang (minero). Da min menstruation startede en fredag, skulle jeg jo tage den 1. pille der. det gjorde jeg så. men så skal jeg jo også stoppe en fredag, og vil sandsynligvis få menstruation engang i weekenden. Og så vil jeg jo få menstruation hver 3. weekend. Det synes jeg da er trælst, vil hellere have det i hverdagene. Mit spørgsmål er så, om jeg kan fortsætte med pillerne til søndag og så først holde pause der - og så fremover køre den derfra, så det er mandag jeg får min menstruation istedet for lørdag....? Jeg ved godt der vil komme nogle problemer med pakkens antal, men så kunne jeg vel smide resten af pakken væk og starte på en ny mandagen efter. Og så vil jeg høre om jeg også er beskyttet i den uge jeg ikke tager p.piller... det er jo ikke sikkert jeg får menstruation en hel uge. Jeg ved det ikke endnu. på forhånd tak

01-12-2008Svar fra: Helen Smed 

Kære Johanne

Tak for dit spørgsmål.

Jeg synes, du i første omgang skal vente og se, hvornår du får menstruation. Det er muligt, at det først er søndag eller mandag. Hvis du vil skubbe det 1-2-3 dage, kan du tage lidt flere tabletter, før du holder pause. Det er rigtigt, at pakningen skal kasseres eller evt. lægges til side og bruges, hvis du en dag mister en tablet. Du skal være opmærksom på, at de første tre måneder på p-piller er en indkøringsfase. Der kan f.eks. komme pletblødninger. Det er også muligt, at dagen hvor din mens starter ændrer sig i løbet af eller efter de første tre måneder. Du bør altså vente tre måneder med at ændre på mens-dagen.

P-piller beskytter også mod graviditet i den 7 dages p-pillefri periode.

Med venlig hilsen

Helen Smed, farmaceut

 

Læs også:
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.