Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Tina Myhre
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Længerevarende mestruation

Hej, Jeg er 19 år er lige startet på at tage p-piller for 3 uger siden, pga svære smerter i forbindelse med min menstruation. Jeg begyndte som man skulle den første dag jeg havde mens, og jeg bemærkede at mine smerter var næsten væk (hvilket var lækkert) og at jeg blødte meget mindre. Til gengæld er min mens slet ikke stoppet igen, den forsatte bare, i større og mindre grad. Nu skal jeg tage den sidste pille i morgen og så holde en uges pause. Men jeg synes bare ikke det virker rigtigt og smertne vender lidt tilbage i tide og utide.. Hvad kan der være galt? mvh mig

17-11-2008Svar fra: Tina Myhre 

Kære "Mig"

 

Du er, som du siger, startet helt rigtig på dine p-piller. At din menstruation er fortsat alt imens du har taget dine p-piller som du skal, kan skyldes at du pletbløder, hvilket især kan opstå i opstartsfasen med p-piller. En almindelig bivirkning (1-10%) ved p-piller kan være manglende blødning i tabletpausen og netop pletblødning uden for tabletpausen.

 

Angående de smerter du beskriver, så vil de fleste unge kvinder inden for de første 3 år de har blødninger opleve smerter i forbindelse med menstruationen. Menstruationssmerter optræder således hos tre ud af fire unge kvinder.

 

Årsager til menstruationssmerter kan sammenkædes med det tidspunkt i livet, hvor kvinder begynder at få ægløsninger. Smerterne skyldes sammentrækninger i livmoderens muskulatur. De hormonforandringer, der finder sted i dagene op til menstruationens start, giver anledning til dannelse af nogle stoffer der kaldes prostaglandiner i livmoderslimhinden. Disse stoffer får livmodermuskulaturen til at trække sig sammen. Ændringerne i livmoderslimhinden er en naturlig del af den proces, der skal sikre afstødning af slimhinden i livmoderen i forbindelse med menstruationen.

 

P-pillerne virker ved at hæmme ægløsningen, nedsætte mængden af prostaglandin i livmoderslimhinden og mindske mængden af menstruationsblod. Hermed vil man kunne opnå en smertestillende effekt.

 

Du skriver, at du får smerter igen nu og da. Til det kan jeg sige at p-piller generelt har en god effekt på menstruationssmerter. Det kan dog være nødvendigt at regulere behandlingen over nogle måneder inden man kan vurdere den endelige effekt.

 

P-pillebehandlingen kan evt. kombineres med smertebehandling.

 

Du kan læse om menstruationssmerter i artiklen om Menstruationssmerter

Med venlig hilsen

Farmaceut Tina Myhre

 

 

 

 

 

 

 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.