Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Må man flytte P-pillefri periode fremad

Hej. Jeg overvejer, at flytte min p-pillefri periode fremad dvs. stoppe blisterpakken 1 uge før tid, så min menst. kommer 1 uge før normalt. Kan dette påvirke negativt mht. beskyttelse og cyklus? Jeg har læst indlægsningsseddlen i pakken, men der står kun, at man kan skuppe menst. fremad og ikke tilbage. På forhånd tak.

01-01-0001Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære spørger

 

Tak for dit spørgsmål om at flytte den p-pillefri periode ved brug af p-piller. Du skriver ikke, hvilken p-pille du tager men det nedenstående svar tager udgangspunkt i at det er en p-pille af monofasetypen. Det er langt den mest almindelige type p-pille, og kendes ved at der er 21 eller 24 helt ensfarvede p-piller i blisterpakningen.

P-piller af flerfasetypen (p-pillerne har 2-4 forskellige farver da hormonindholdet varierer) er ikke helt så velegnede til at skubbe menstruationen. 

 

Når man tager p-piller som foreskrevet, vil man få menstruation på omtrent samme ugedag hver måned. Hvis man ønsker at ændre tidspunktet for menstruationen, kan man forkorte (aldrig forlænge) den p-pillefrie

periode. Hvis menstruationen for eksempel starter en torsdag og man fremover ønsker at den starter torsdagen før, dvs en uge tidligere, start da med den næste blisterpakning 7 dage tidligere end du plejer.

I praksis betyder det at du fortsætter med den næste blisterpakning dagen efter du er stoppet med den sidste. Når man fortsætter direkte på den næste blisterpakning, vil der måske ikke komme en decideret menstruation. Der kan dog komme blødninger mens du tager den næste blisterpakning.

Efter 2. blisterpakning holdes 4 eller 7 dages pause med p-pillerne som normalt (afhængig af p-pillemærke), og der fortsættes med 3. blisterpakning efter de 4 eller 7 dages pause. Det er således kun mellem 1. og 2. blisterpakning at der ikke holdes en p-pillefri periode.

Ved at anvende denne metode er man stadig beskyttet mod graviditet. Metoden medfører som nævnt at du måske ikke får din menstruation mellem 1. og 2. blisterpakning (da du ikke holder en p-pillefri periode), men metoden medfører at menstrutionen fremover kommer 1 uge tidligere i forhold til før.

 

Du spørger om man kan stoppe med blisterpakningen en uge før tid, og dermed få menstruation en uge før tid. Jeg vil umiddelbart ikke anbefale denne fremgangsmetode, da det bliver for usikkert med hensyn til den svangerskabsforebyggende effekt.

 

 

Med venlig hilsen

 

Rikke Nielsen

Farmaceut

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.