Kære Rie
De p-piller, der er på det danske marked, må ikke tygges. Den meget lille mængde virksomme stof, der er i tabletterne, vil blive frigivet på én gang, hvis tabletten tygges og dette kan betyde meget for virkningen eller manglen på samme. Kroppen er følsom overfor selv små udsving, når det drejer sig om hormoner, så den eneste rigtige måde at tage p-piller på, er at synke dem hele. Til gengæld er p-piller som regel meget små i størrelsen og de er forsynet med et filmovertræk eller glasur, der gør dem lettere at synke.
I udlandet er det muligt at få p-piller, der er designet så de kan tygges, men de er altså pt. ikke tilgængelig på det danske marked. Kan man bare ikke synke p-piller, findes der dog andre alternativer. Man kan f.eks. få en såkaldt NuvaRing. Det er et såkaldt vaginalt indlæg, der indeholdende hormoner. Ringen sættes op og efter 3 uger fjernes den. Efter 1 uges pause opsættes en ny ring. Man kan også få p-pilleplastre kaldet Evra, som skiftes en gang om ugen i 3 uger, hvorefter man holder en uges pause. Tal derfor med din læge om dette kunne være en mulighed for dig.
Mange hilsner
Susanne Aggerholm