Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Menstruation i alt for mange dage!

Kære Susanne

Jeg er en pige på 26 år, der har taget p-piller siden jeg var 19 år. Jeg har oplevet problemer i forhold til pletblødning, men aldrig i samme dur som nu. I dag har jeg haft menstruation i 10 dage (jeg plejer at bløde i 5 dage!!) og det mærkeligste af det hele er, at jeg begyndte at bløde midt i min p-pille pakke (jeg har stadig 10 piller tilbage før blødningen skulle komme) Min læge sagde at jeg blot skal tage mine piller som jeg plejer, hvilket jeg selvfølgelig har gjort - men jeg bløder stadig!! Kan du svare på hvad det evt.. kan være? Jeg synes også at jeg går meget mere på toilettet, blot for at tisse en enkel tår. Inden mine usædvanlige blødning startede har jeg taget penicillin mod urinvejsinfektion (hvis den oplysning kan hjælpe) Jeg har taget en graviditetstest, og den var negativ. Jeg har fast kæreste og har haft i 3 år... Har også fået klamydia test, hvilket også var negativ... Hvad kan det mon være?

- Jeg er blevet en anelse nervøs.. håber der er hjælp at hente...

På forhånd tak!
Marie

03-12-2008Svar fra: Susanne Aggerholm 

Kære Marie

Jeg synes under alle omstændigheder, at det bør udelukkes, at du ikke fortsat lider af en urinvejsinfektion eller en anden urinvejslidelse. Når det er sagt, så tror jeg ikke, at dette har noget som helst med dine uregelmæssige blødninger at gøre. Nu ved jeg ikke, om du har skiftet p-pillefabrikat undervejs. Nogle personer er nemlig følsomme overfor sådanne skift, hvilket kan vise sig i form af pletblødninger. Dette plejer dog at være forbigående, og gå over i løbet af de første måneder efter et eventuelt skift. Pletblødninger kan forekomme helt uden grund, men når en menstruation varer 10 dage, hvor den plejer at vare 5, bør du kontakte din læge med henblik på yderligere undersøgelse.

 

 

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm

 

 

 

 

 

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.