Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

14-10-2008Spørgsmål: Overgangsalder og hormontilskud

Hej Jeg kom i overgangsalderen, da jeg var 42 år og fik Østradiol som jeg stoppede med efter ca.7 år. Jeg er nu 55 år og har stadig mange dag og natlige hedeture.Jeg har prøvet mange forskellige naturpræparater men intet har hjulpet. Udskydes ovegangsalderen når man tager hormoner ?

Venlig hilsen Marethe

21-10-2008Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Hej Marethe

Tak for dit brev, hvor du spørger om overgangsalderen udskydes når man tager hormoner. Det korte svar er nej, overgangsalderen udskydes ikke når man tager hormoner. Eventuelle gener ved overgangsalderen kan lindres med hormontilskud.

Indtil en kvinde er ca. 45-55 år, producerer hendes æggestokke hormonerne østrogen og progesteron. Når kvinden så bliver ca. 45-55 år, ophører kvinden gradvist med at producere disse hormoner, fordi æggestokkene tømmes for æganlæg og ægløsningerne ophører. Dette sker gradvist, og en del kvinder oplever uregelmæssige blødninger, som eventuelt også er kraftige, i denne overgangsfase. Denne overgangsfase varer typisk 1/2 år op til et par år. Nogle kvinder får desværre også hedeture og andre gener på grund af den faldende/manglende produktion af østrogen i æggestokkene.

Hvis hedeturene bliver så voldsomme, at de er svære at leve med, kan lægen ordinere østrogentilskud (der findes flere forskellige typer, alt efter den enkelte kvindes behov). Disse østrogentilskud kan desværre øge risikoen for brystkræft, og det anbefales at man ikke anvender østrogentilskud i mere end 5 år. Efter 5 år vil mange kvinder også være ovre generne, der typisk er ved overgangsalderen.

Du skriver at du fik Østradiol i ca. 7 år og stoppede med det, og efterfølgende har prøvet forskellige naturpræparater. Du fortæller også, at du stadig har mange hedeture. Det er desværre sådan at nogle kvinder oplever hedeture i en del år efter at de er gået i overgangsalderen. I disse tilfælde, kan lægen vurdere at kvinden kan fortsætte med østrogentilskud. Der er også mulighed for at give et andet præparat, som ikke indeholder hormon, men som mange kvinder har glæde af netop for at forebygge hedeture.

Da det er ca. 13 år siden, at du gik i overgangsalderen, og du fik østrogentilskud i 7 år, vil det nok være mest naturligt at forsøge om præparatet uden hormon, kan afhjælpe dine hedeture.

Jeg vil anbefale dig, at du snakker med din læge om dine hedeture, og din læge vil tage stilling til hvilken behandling du eventuelt skal tilbydes.

Venlig hilsen

Rikke Nielsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.