Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Tina Myhre
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: P-pille for meget

Hejsa Jeg er ved en fejl kommet til at spise 1 p-pille for meget. Dvs. at jeg på 1 dag har spist 2 stk. Betyder det noget ?

mvh. Hanne

05-08-2009Svar fra: Tina Myhre 

Hej Hanne

Du fortæller at du er kommet til at tage 2 stk p-piller på samme dag og spørger om det gør noget. Der sker ikke noget ved at du er kommet til at tage 2 stk p-piller på samme dag. Sikkerheden ved p-pillerne vil stadig være den samme, og jeg tror ikke du vil opleve noget ubehag i forbindelse med at du har taget 2 stk piller. Du fortsætter med at tage dine p-piller som du plejer. Du skal ikke holde længere pause end de 7 dage, før du starter på din næste pakke.

Der hvor problemerne kan opstå er, hvis du glemmer en tablet. Hvis du ikke får taget den glemte tablet inden 12 timer, vil sikkerheden ved p-pillerne være nedsat de næste 7 dage og det anbefales at bruge anden prævention, f.eks. kondom. Ved en glemt tablet i 24 timer anbefales faktisk at du tager den glemte tablet og den ny du skal have på samme tid. Her gælder også at anden prævention er anbefalet de næste 7 døgn.

Mange p-pille pakninger har ugedagene listet på pakningen, og det kan være en hjælp at følge disse dage, når du starter på en pakke. På den måde kan du følge med på pakningen om du har fået taget dagens p-pille.

Du kan tilmelde dig Apoteket.dk's

Sms-service som sender en sms til din mobiltelefon hver dag når du skal tage din p-pille.

Med venlig hilsen

Tina Myhre

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.