Spørgsmål: P-piller i lang tid
Hejsa
Jeg er en pige på 20 år. Jeg har taget p- piller i 5- 6 år nu, men jeg har hørt noget om at man skal skifte sine p-piller ud efter nogle år til andet mærke. Kan ikke lige huske hvorfor..men har hørt det.. er det sandt?
05-05-2009Svar fra: Rikke Mumm Nielsen
Kære spørger!
Tak for dit spørgsmål om p-piller. Du skriver ikke hvilke p-piller du tager, men de p-piller der findes på markedet idag, indeholder kun en mindre mængde hormon.
Det betyder at hvis man er tilfreds med sine nuværende p-piller, og ikke har nogle gener af dem (for eksempel blødningsforstyrrelser), så kan man fortsætte med at anvende det samme mærke p-piller i den periode, man ønsker at anvende p-piller.
Hvis man derimod oplever gener af sine p-piller, for eksempel blødningsforstyrrelser/ pletblødninger, skal man snakke med lægen om det. Det kan nemlig være at det så er bedre med en p-pille, der indeholder en smule mere hormon.
Før i tiden blev nogle kvinder anbefalet at skifte deres p-pillemærke ud efter nogle år. Det var ofte fordi, at p-pillerne dengang indeholdt forholdsvis meget hormon.
Men hvis du som nævnt er tilfreds med dine p-piller og du ikke har nogle gener af dem, er der ingen grund til at skifte p-pillemærke.
Med venlig hilsen
Rikke Nielsen