Hej Spørger
Tak for spørgsmålet.
Cerazette er det man populært kalder en mini-pille, dvs. en P-pille der kun indeholder gestagen og som man skal tage fast dagligt under hele cyklusen. Gestagenet i pillen har 2 funktioner, dels at gøre den slim, der sidder omkring livmoderen sej og uigennemtrængelig for sædceller og dels at være med til at fremkalde menstruationen ved at afstøde slimhinden når den er "brugt" og skal gendannes.
Perlutex er også en pille indeholdende gestagen. Denne tablet bruges som regel til at regulere på menstruationen, hvis den er ureglmæssig eller udeblivende. Det vil sige de egentlig fungerer nogenlunde på samme måde.
Jeg havde kontakt til de firmaer, der fremstiller begge præparater og for begge to gælder det at så snart man snakker om en kombination af to præparater, der kommer fra to forskellige firmaer, må de ikke udtale sig. Det er for at beskytte sig imod at sige noget og så blive sagsøgt af det andet firma fordi, der måske skete noget uforudset. I begge tilfælde blev jeg hevist til, at du skulle kontakte din læge eller gynækolog for at få afklaring.
Jeg vil gøre det samme, bede dig tage kontakt til den der har ordineret pillerne til dig for at høre, hvad du bør gøre. Umiddelbart tror jeg det var meningen du skulle undlade Cerazette imens du tog Perlutex. Det er en god ide at bruge anden beskyttelse imens, specielt hvis du skal undlade at tage Cerazette, da Perlutex ikke er registreret som en "P-pille". Hvis du kun skal tage Perlutex i 10 dage per cyklus, har du ikke den samme beskyttende effekt som en normal mini-pille, hvor virkningen som nævnt afhænger af en fast daglig dosis.
Så desværre må jeg henvise dig til din læge, men jeg håber alligevel du kan bruge svaret til noget.
Med venlig hilsen
Simon Nielsen
Farmaceut