Kære ”mig”
Valget om, hvad du skal gøre, er jo dit, men her får du en opridsning af fordele og ulemper ved p-piller, samt kommentarer til andre faktorer, der muligvis kunne være medvirken til dine hudproblemer:
P-piller kan give migræne og også uren hud,og det kan tage tid for kroppens hormoner, at stabilisere sig, efter at du er holdt op med at tage p-pillerne. P-piller kan også bruges i behandling af uren hud. Man ved, at der er øget ririko for blodpropper, forbundet med at tage p-piller. Denne risko er normalt lav. Man siger som gylden tommelfinger regel, at der er markant øget risiko for kvinder over 35 år, der også ryger, for kvinder med sukkersyge eller forhøjet blodtryk. Det anbefales, at man overvejer at stoppe med at ryge eller skifte til en anden form for prævention, hvis man er over 35 år og storryger. Det samme gælder, hvis du er over 35 år og lider af migræne.
Nogle studier peger på sammenhængen mellem risikoen for brystkræft og p-piller, men ofte er studierne vanskelige at tolke. Ifølge Kræftens Bekæmpelse, udgør p-piller kun en meget lille risikofaktor for at udvikle brystkræft, og studier tyder på, at den lille øgede risiko forsvinder ret hurtigt, efter man er stoppet med p-piller. P-piller har muligvis også en beskyttende effekt mod at udvikle kræft i æggestokken og i livmoderhulen.
Som du kan se, er der meget at sige, både for og imod, at tage p-piller. De kan have sin værdi i acne-behandling (altså mod virkelig svær uren hud), som du selv er inde på, men du må opveje fordel og ulemper. Uren hud kan også skyldes andre faktorer. Ritalin kan i meget sjældne tilfælde have nogle bivirkninger, som kaldes eksfoliativ dermatitis, og erythma multiforma, hvilket vil sige en slags hudbetændelsetilstande, som kan godt kan ligne de bumser, man normalt forbinder med teenagehuden.
Hvis du lider af spiseforstyrrelser stadig, kan dine madvaner muligvis også indvirke negativt på din hud (vi er hvad vi spiser, siger man jo). Manglende vitaminer og mineraler kan ligeledes påvirke hudens modtandskraft.
Jeg håber, det har givet dig nok stof til at træffe dit valg.
Venlig hilsen
Mia Karlsen, farmaceut