Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Mia Karlsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: P-pillers påvirkning

Hej Mia

Jeg tager p-pillen gestonette. Jeg vil gerne vide hvad hormonerne i dem gør ved kroppen. Jeg oplever at jeg aldrig rigtig har menstraution i pause perioderne og jeg har tit hovedpine eller har humørsvingninger.
Er hormonerne meget usunde for kroppen og hvor mange år er det ok at tage dem i? Jeg er 23 år og har taget dem i 8 år. Jeg har prøvet at tage en samtale med min læge, men han sige det er meget normalt, og han vil ikke engang undersøge mig. Det er 3 år siden jeg har fået lavet en undersøgelse.
Jeg vil helst ikke stoppe med dem da min partner og jeg synes det fungere godt på den front!

Hilsner Tanja

25-06-2007Svar fra: Mia Karlsen 

Hej Tanja

Her er en oversigt, som forhåbentlig skulle besvare dine spørgsmål.

Hvordan virker p-pillerne?

P-piller virker på forskellige måder, afhængig af deres indhold af hormoner:

Østrogen blokerer ægløsning, ved at hæmme produktionen af hormonerne LH og FSH. Gestagen påvirker sekretet i livmoderen, så det bliver uigennemtrængeligt for sædcellerne og danner også en tynd slimhinde som er uegnet til implantation, og ægget vil derfor ikke kunne sætte sig fast og vokse.

Hvilke typer er der?

P-piller opdeles i fire forskellige grupper afhængig af deres indhold af hormoner:

De traditionelle p-piller indeholder hormonerne gestagen og østrogen - enten i en eller flere faser.

To-fase p-piller har stigendende indhold af gestagen og faldende indhold af østrogen.

Tre-fase p-piller har stigende indhold af gestagen og samme eller - I midterste fase - mindre indhold af østrogen.

Minipiller indeholder kun gestagen og påvirker derfor specielt slimhinden. De indeholder hormon I lavere mængder og anvendes ofte til yngre kvinder for at mindske risikoen for bivirkninger. De skal tages meget præcist hver dag og uden pause, for at være en sikker præventionsmetode.

Den sidste type er fortrydelsespillen. Denne indeholder i princippet samme hormoner som p-pillerne, MEN i meget større mængder og bør KUN bruges som nødprævention. Den virker bedst, hvis den tages indenfor 24 timer, efter samleje.

Risiko ved at tage p-piller

Sunde og raske, normalt vægtige (BMI mindre end 30), ikke rygere, kan tage p-piller til de fylder 50.
Rygere bør stoppe når de bliver 35.

Kvinder med øget risiko for hjertekarsygdomme, bør tale med deres læge og ses regelmæssigt efter de 35, så man kan opveje fordele over for riskofaktorerne. Det er f.eks overvægtige kvinder, kvinder med dårligt kontroleret sukkersyge eller kvinder, hvor der er andre i familien som har haft blodpropper, som ikke var livsstilsrelaterede.

Man mener, at der er en meget lille risiko for brystkræft ved at tage p-piller. Denne øgede risiko begynder at dale, ligeså snart man stopper med at tage p-pillerne, og er helt forsvundet efter 10 års stop.

Det er helt normalt at blødningerne bliver mindre eller helt forsvinder i perioder, hos kvinder der tager p-piller. Humørsvingninger og hovedpine er ligeledes meget normalt.

Man må jo altid gøre op med sig selv, om bivirkningerne er acceptable i forhold til det man får ud af at tage sin medicin. dette gælder naturligvis også i forhold til p-piller. Hvis du stadig, efter dette indlæg, er oprigtigt bekymret eller har flere overvejelser, bør du prøve at fortælle din læge dette. Er det ikke muligt for dig at trænge igennem med dit budskab, kan du evt. prøve at tale med en anden læge.

Med venlig hilsen

Mia Karlsen, Farmaceut.

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.