Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Lise Larsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Præventionsstav og migræne

Hej Lise

Jeg er en af de uheldige, som har fornøjelsen af at døje med migræne.
Jeg er er 26 år og har altid brugt kondomer, for min egen læge fortæller mig, at jeg ikke må få p-piller. Jeg så på jeres side, at præventionsstaven, godt må bruges af os med migræne.
Er det rigtigt ?

Ser frem til at høre fra dig.
Mette

06-02-2007Svar fra: Lise Larsen 

Kære Mette

Jeg ved ikke helt, hvor du har læst, at præventionsstaven kan anvnedes når man har migræne.

Ved tidligere konstaterede blodpropper, forhøjet blodtryk, sukkersyge, overvægt, rygning eller hvis man er over 35 år kan gestagenprærarater anvendes. Præventionsstaven (Implanon) er et rent gestagenpræparat.
Mange kvinder foretrækker dog præparater som er en kombination mellem gestagen og østrogen. Dette skyldes de bivirkninger, der ofte ses ved rene gestagenpræparater, som fx. blødningsuregelmæssigheder, pletblødning og ophør af blødning, herudover får mange kvalme, hovedpine og vægtøgning.

Migræne med aura øger i sig selv risikoen for blodprop i hjernen, og kvinder med denne lidelse bør ikke anvende p-piller.

Nu skriver du ikke hvilken form for migræne du har. Hvis den er med aura, er hormonel prævention absolut ikke et godt valg.
Hvis din migræne er uden aura, kan du muligvis godt anvende hormonel prævention. Du skal blot være opmærksom på, at de fleste har hovedpine som bivirkning. For præventionsstaven oplever over 10 % at få hovedpine og op til 1 % får migræne.


Med venlig hilsen

Lise Larsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.