Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Løvig Simonsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Problemer med Diane Mite

Hejsa...
Jeg er for 14 dage siden begyndt på Yasmin, da jeg før brugte Diane Mite og har gjort det i 7 år ca. Jeg har døjet en del med pletblødning gennem nogle år, specielt efter sammenleje, og min læge sagde det kunne have noget med mine p-piller at gøre, og samtidig var hun helt rystet over, at jeg havde taget Diane Mite så længe pga. af det høje hormon indhold (flyttede for et år siden, så skiftede læge der)
Nu går jeg så og venter på virkningen af Yasmin. Jeg tog nemlig Diane Mite pga. min urene hud og ville være SÅ ked af, hvis bumserne kommer igen. Men min læge sagde at Yasmin også bruges mod uren hud, men kan se, at du skriver andre steder, at du ikke kender noget til det.
Hvor længe går der ca. før, man kan se evt.udbrud igen, om jeg tager på i vægt og humørsvingninger?

Var rigtig glad for Diane mite så kan ikke forstå jeg ikke måtte fortsætte.

Mange hilsner Sanne

15-09-2006Svar fra: Rikke Løvig Simonsen 

Hej Sanne

Du skal regne med, at der går 3 cyklusser før din krop er helt indstillet på de nye p-piller. Der er en risiko for pletblødninger, nedtrykthed, hovedpine og kvalme hos 1 ud af hver hunderede kvinder, og det er endnu færre der får akne, vægtforandring eller eksem af Yasmin.
Det er rigtigt, at der er mange læger der anbefaler Yasmin til kvinder med akne problemer. Der findes kliniske studier der viser, at Yasmin har en mild effekt på akne, men p-pillen er ikke godkendt til aknebehandling, da der formodentlig ikke findes nok dokumentation på, at den har denne effekt. Jeg kan derfor ikke love, at den har anden effekt, end den svangerskabsforebyggende effekt.

Grunden til at dine læge har anbefalet dig at skifte mærke er, at der er stigende fokus på sammenhænge mellem brystcancer og brugen af hormoner.
Der er ingen tvivl om, at jo højere hormonindhold ens p-pille har, desto større risiko er der for at udvikle kræft senere i livet. Det har selvfølgelig også betydning, i hvor mange år man tager pillerne. Yasmin er det nyeste præparat på markedet, og har et meget lavt hormonindhold, og måske en virkning på akne, og det er derfor, at din læge anbefaler
dig dem.

Med venlig hilsen
Rikke Løvig Simonsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.