Hej Kamilla!
Tak for dine spørgsmål. Du spørger blandt andet om, hvordan en hormonspiral påvirker kroppen. En hormonspiral virker lokalt i livmoderen ved at gøre slimhinden i livmoderen tynd og uimodtagelig for et eventuelt befrugtet æg. Derudover bliver sekretet i livmoderhalsen tykt, sejt og uigennemtrængeligt for sædceller. Hormonspiralen kan desværre medføre bivirkninger som hovedpine, uren hud, væskeophobning og humørsvingninger. Det er heldigvis langt fra alle der oplever disse bivirkninger, men risikoen for disse bivirkninger er øget, hvis man i forvejen let påvirkes af hormoner/er hormonsensitiv. En almindelig bivirkning til hormonspiralen er, at en del kvinder oplever at menstruationsblødningerne bliver mindre, eller sågar helt udebliver (graviditet udelukkes med en graviditetstest, og hvis denne er negativ og menstruationen fortsætter med at udeblive er det ikke nødvendig med en ny graviditetstest).
En kobberspiral virker ved at nedsætte sædcellernes bevægelighed således at de ikke når frem til ægget. Derudover producerer kobberspiralen et ugunstigt miljø i livmoderen, så et eventuelt befrugtet æg hindres i at sætte sig fast i livmoderslimhinden. En forholdsvis hyppig bivirkning til kobberspiralen er en øget menstruationsblødning, og ca. 5-10% får så kraftige menstruationer, at spiralen må fjernes igen. Hos de fleste reduceres blødningsmængden efter nogle måneder.
Du spørger også om man kan blive testet for kobberallergi inden man får lagt en kobberspiral, men normalt bliver man ikke testet for kobberallergi, inden man får lagt en kobberspiral.
For begge typer spiraler kan der være smerter i forbindelse med oplægningen af spiralen. Der er ikke den store forskel på, hvor smertefuld den enkelte spiral er at sætte op. Man kan eventuelt vælge at tage lidt smertestillende medicin forud for oplægningen. Apoteket kan hjælpe dig med at finde det bedste smertestillende medicin til dig.
Derudover skal man undersøges efter 4-12 uger efter spiraloplægningen og derefter ca. 1 gang årligt for at sikre at spiralen stadig er placeret, hvor den skal. Spiralen kan nemlig falde ud, uden at man nødvendigvis opdager det. Man kan selv med en finger højt oppe i skeden mærke spiralens tråde, der hænger lidt uden for livmodermunden. Afhængig af typen af spiral, har den en virkningstid på 4-8 år.
Det er dyrere at få lagt en hormonspiral end en kobberspiral.
Jeg vil anbefale dig at snakke med din læge om, hvilken spiral der er bedst egnet til dig, eller om der er en anden præventionsform, der er bedre egnet til dig. For god ordens skyld skal nævnes, at spiral ikke hindrer smitte af kønssygdomme.
Læs mere om spiraler på www.apoteket.dk under prævention/spiraler.
Med venlig hilsen
Rikke Mumm Nielsen