Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Tina Myhre
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Teste før forventet menstruation

Kære Tina

Kan man teste før forventet menstruation, hvis man har mistanke om at man er gravid på p-piller? Mener at jeg har læst dette et sted, men kan ikke huske hvor.. Det var noget med på 19. dagen efter p-pille periodens første dag..

På forhånd tak

Cecilie

01-01-0001Svar fra: Tina Myhre 

Kære Cecilie

Når en kvinde bliver gravid vil hun kort efter at det befrugtede æg har sat sig fast i livmoderen begynde at danne hormonet Humant Chorion Gonadotropin (HCG). Koncentrationen af hormonet fordobles ca. hver 3. dag i de første 10 uger af graviditeten.

Mængden af dette hormon i blodet og i urinen stiger specielt meget i den første del af graviditeten. Det er individuelt, hvor hurtigt en gravid kvinde danner hormonet. Ved en graviditetstest er det tilstedeværelsen af HCG der påvises.

Jeg ved godt, at du så tidligt som muligt gerne vil have det svar, men du bør tidligst måle HCG i urinen den dag du forventer menstruationen. Anvendes graviditetstesten tidligere er resultatet for usikkert. Jo længere du venter med at udføre testen, jo større er sikkerheden, da der vil være dannet endnu mere HCG.

Det du måske kan have læst omkring de 19 dage er, at du kan gå ud fra, at hvis du ikke ved, hvornår du forventer din menstruation, kan du udføre graviditetstesten mindst 19 dage efter et ubeskyttet samleje. På dette tidspunkt vil der være dannet så meget HCG at testen giver et meget sikkert svar.

Du kan læse mere om graviditetstest her  -  Graviditetstest

Med venlig hilsen

Farmaceut Tina Myhre

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.