Lars Frode Nørgaard

Spørg apoteket om hormoner og p-piller

Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: et par spørgsmål om PCO og p-piller

Hej. jeg er en pige på 17-år, der for et halvt år siden startede på p-piller, da jeg har PCO. 1. Jeg har haft en 'let' vægtøgning, siden jeg startede. Jeg ved, det er almindeligt, men vil alligevel høre, om der er mulighed for at tabe dem igen? (uden at stoppe på pp selvfølgelig). Har altid været en slank pige, men har efter start fået en lille mave, der åbentbart skyldes væske.. kan jeg tabe mig og dermed få en flad mave? 2. Vil p-ringen have sammen effekt som p-piller? 3. Hvilket homon er det mest dominerende i 'diane mite' (og dets kopier?) 4. Har som sagt PCO, hvilket vil sige, jeg har øget kropsbehåring.. Hvornår vil det være 'som det skal'.. jeg tænker på, hvornår min krop ikke længere har for mange mandlige kønshomoner. På forhånd tak.

12-11-2009Svar fra: Lars Frode Nørgaard 

Kære  Spørger

Mange tak for dine spørgsmål, som jeg skal prøve at give dig et svar på her.

 

Du starter med at skrive at du har PCO, som er en forkortelse for polycystiske ovarier. Man har også forkortelsen PCOS,  som står for Polycystisk ovariesyndrom og refererer til de symptomer man har ved PCO. PCO forekommer hos 5-10% af kvinderne i den fødedygtige alder.

Symptomerne er forskellige fra kvinde til kvinde, og kan også forekomme i forskellige grader, og udspringer derfor oftest som følge af forhøjet produktion af mandligt kønshormon (androgen) og nedsat virkning af hormonet insulin (insulinresistens).  

 

Du skriver også, at du altid har været en slank pige, men at du efter at du har fået ordineret p-piller har taget let på, og spørger derfor om du kan tabe de kilo igen. Man kan naturligvis altid tabe sig igen, det afhænger blot af at ændre på sine kost- og motionsvaner, hvilket dog ikke altid er så nemt som det lyder. Når man har fået diagnosticeret PCO, er det vigtigt at holde sit BMI (Body Mass Index) på mindre end 25, samt at motionere uanset om man er overvægtig eller ej. At tabe sig når man har PCO, er ikke blot for det at man synes at man er pænere når man er tynd, men specielt fordi det spiller en vigtig rolle i de hormonelle forhold ved PCO. Samtidig kan en livsstilsændring med sundere kostvaner og motion mindske risikoen for eventuel senere udvikling af diabetes og hjertekarsygdomme.

 

Du spørge om en p-ring vil have den samme effekt som p-piller. Ved p-ring går jeg ud fra at du tænker på NuvaRing og om den også vil give dig en vægtøgning. Ja, det vil den da den indeholder det samme østrogen hormon som de p-piller jeg går ud fra at du får nu. Indholdet af østrogen er dog væsentlig større end i Diane mite, og er derfor ikke førstevalg til behandling af PCO.

 

Diane Mite er kombinationspræparat som indeholder et antiandrogen (Cyproteronacetat ) og et østrogen (Ethinylestradiol ) i kombination. Rent vægtmæssigt er der mest af antiandrogenet i præparatet.

 

Behandlingen af PCOS består i at mindske forstyrrelse af kønshormonerne og insulinfunktionen. Som tidligere nævnt vil en sundere livsstil, især vægttab og motion samt medicinsk behandling medvirke i behandlingsforløbet. Til medicinsk behandling af PCO har man andre muligheder end p-piller, hvilket din læge sikkert har fortalt dig om. Når man har PCO, er det vigtigste derfor vægttab og motion samt at give den rette medicinske behandling, så menstruationen bliver regelmæssig og de androgene symptomer og metaboliske forstyrrelser bliver minimeret. Som tidligere nævnt skyldes PCO en forhøjet produktion af mandligt kønshormon (androgen) og nedsat virkning af hormonet insulin (insulinresistens), så derfor vil sygdommen eksistere lige så længe din krop har denne uorden.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Lars F. Nørgaard

Farmaceut