Kære Bitten
Når man starter med p-piller, skal man typisk starte på menstruationen første dag. Du kan fint begynde med p-pillerne også selvom det falder sammen med din ferie, men du skal ikke regne med, at det forkorter menstruationens varighed væsentlig. Selve menstruationen kan have en anden karakter end sædvanligt. Den kan være knap så kraftigt og vare i kortere tid, men udeblive helt gør den ikke. Der kan desuden komme bivirkninger i form af kvalme og brystspænding, men får du p-piller med lavt hormonindhold er risikoen lille og som regel mest udtalt i starten. Pletblødninger kan også forekomme, især i de første 3 måneder, hvorefter de plejer at forsvinde.
Ønsker du helt at undgå menstruationen under ferien, kan du tale med din læge om at få Perlutex tabletter. Disse indeholder ét hormon, der kan udskyde menstruationen.
Mange hilsner
Susanne Aggerholm