Cerazette har et forholdsvis stort ”vindue” på 12 timer dvs. at den præventive effekt normalt først nedsættes, hvis der er gået mere end 12 timer fra tabletten skulle have været indtaget til den så bliver det. Som udgangspunkt bør man dog tilstræbe at tage tabletterne på det samme tidspunkt hver dag, således at intervallet mellem 2 tabletter altid er 24 timer, men hvis du det første døgn tager tabletten fire timer for sent i forhold til dit sædvanlige indtagelsestidspunkt og derefter fastholder dette nye indtagelsestidspunkt, vil du stadig være beskyttet. Undgå endelig at udnytte ”vinduet” fuldt ud. Forskydningen mellem det oprindelige og det nye tidspunkt bør afgjort være mindst muligt for at sikre optimal beskyttelse. Når du skal den anden vej igen, er der intet problem i at indtage mini-pillen på et tidligere tidspunkt end det sædvanlige.
Det kan være en god ide at medbringe to ure, hvor det ene bliver ved med at gå på dansk tid. På den måde har du mere styr på tiderne, og kan bedre undgå at tage fejl i indtagelsestidspunkterne, når du skifter tidszoner.
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm