Kære Spørger
Afhængig af, hvornår du gik i gang med ”drukgildet”, og afhængig af om du har spist, vil din første p-pille blive opløst i mavesækken og ført videre til optagelse i kroppen. Det kan være svært at vurdere, hvor hurtigt dette sker, og derfor lyder det rigtigt fornuftigt, at du har taget p-pille nummer to, så snart du kunne, efter at have kastet op. Det gælder i øvrigt også, hvis man har glemt, at tage sin p-pille, så bør man tage den så snart man husker det. Tager man den senest 12 timer efter, man normalt skulle have taget den, er man beskyttet. Det gælder også for dig. Dette kan dog kun gøres, hvis du tager p-piller, som indeholder de samme hormoner igennem hele pakken. Det skal du lige tjekke, at dine gør.
Du kommer til at mangle en p-pille, som du selv nævner. Du kan gøre følgende: ”låne” en p-pille fra næste pakke, og fortsætte med samme rytme. Ulempen er, at du hele tiden vil mangle en pille, i hver cyklus. Kan du administrere det?
Alternativt kunne du ”ofre” en pakke, og låne én pille, derfra, således at du starter på en frisk pakke, med alle 28 stk i, når denne cyklus er slut. Taget i betragtning, at p-piller ikke er så dyre, og at det vil fjerne enhver forvirring i de nye pakker om ”har jeg nu taget den” eller ”hvordan var det lige med de 27 piller”, så ville jeg foretrække denne løsning.
Med venlig hilsen
Mia Karlsen