Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: P-stav

hej med jer!

Jeg tænkte på, om det koster noget at få en sat en p-stav i armen? Jeg er rigtig dårlig til at huske at tage min p-pille hver dag, så derfor har jeg undersøgt, hvad jeg ellers kunne gøre så jeg undgår graviditet . Jeg er 17 år, skal der lige siges, og jeg er normal vægtig.

MVH Rie 

06-02-2009Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære Rie!

Tak for dit spørgsmål om p-stav mod graviditet. En p-stav indeholder et hormon af typen gestagen, og virker mod graviditet ved at hæmme ægløsning samt gøre slimen i livmoderhalsen sej og uigennemtrængelig for sædceller. Fordelen ved en p-stav er, at man ikke skal huske på at tage sit præventionsmiddel. For god ordens skyld skal nævnes, at p-staven ikke beskytter mod seksuelt overførte sygdomme. Det er derfor en god idé at anvende kondom som supplement til p-staven, hvis man har skiftende partnere.

P-staven sættes ind under huden på indersiden af overarmen under lokalbedøvelse, og kan virke i op til 3 år.

Du spørger om det koster noget at få sat en p-stav i armen. Man skal selv betale for selve p-staven, der koster ca. 1500,- kroner, men det er gratis at få sat den i armen. Din egen læge skal skrive en recept på p-staven, og fortæller dig hvornår du skal have sat den i armen.

Der kan være bivirkninger ved en p-stav, og de mest almindelige er hovedpine, menstruationsforstyrrelser, vægtændring og ubehag ved indsættelsesstedet. Du kan læse mere om p-staven her.

Med venlig hilsen

Rikke Nielsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.