Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: PCO og p-piller

Hej Rikke

Jeg har for 5 mdr. siden født og er stoppet med at amme. Jeg fik før min graviditet konstateret polycystiske ovarier (pco), derfor er jeg utålmodig og ønsker p-piller hurtigt, der kan nedsætte pco-symptomerne, såsom vægtøgning, behåring, uren hud etc.

Før min graviditet spiste jeg Lindynette, det var ok, men vil bare være sikker på, at der ikke findes p-piller der er meget bedre til pco-ramte kvinder.

mvh Dina

24-10-2008Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære Dina!

Når man har PCO (polycystiske ovarier/æggestokke) er der mange små cyster i æggestokkene, der medfører en ubalance i kønshormonerne. Denne ubalance medfører at der dannes det mandlige hormon testosteron, der hos mange PCO- ramte kvinder forårsager vægtøgning, større taljemål, behåring (i ansigt, på bryst og fra skamben op mod navlen), uren hud, blødningsforstyrrelser, infertilitet samt øget risiko for udvikling af type 2 diabetes på sigt.

Hvis kvinden er overvægtig, vil hun blive opfordret til at forsøge at tabe sig, da selv et mindre vægttab for mange kvinder, vil lindre/fjerne symptomerne.

Den øvrige behandling af PCO afhænger af kvindens gener og behov. Hvis kvinden ikke har ønske om graviditet lige nu, gives ofte p-piller da de genopretter balancen i kønshormonerne.

Der findes mange forskellige p-piller på markedet, men lægen bør vælge en kombinations p-pille, der udover en lille mængde østrogen også indeholder anti-androgent gestagen. Dette anti-androgene gestagen nedsætter kvindens produktion af det mandlige hormon testosteron, hvilket mildner/fjerner PCO- symptomerne; for eksempel uren hud.

Du bruger p-piller af mærket Lindynette, der indeholder gestoden, der har en anti-androgen effekt. Det er derfor et fornuftigt valg af p-pille til dig, og når du også selv synes at de har været ok til dig, er der ikke umiddelbart noget til hinder for at fortsætte med Lindynette.

Med venlig hilsen

Rikke Nielsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.