Spørg apoteket om hormoner, p-piller og anden prævention

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hormoner og p-piller. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Tørhed

Hej Rikke!

Jeg er en kvinde på 57 år som får vagifem, men jeg drøjer meget med tørhed ved samleje. Hvad kan jeg bruge? og hvordan bruger jeg det?

Hilsen
Lotte

16-04-2009Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære Lotte!

Tak for dit spørgsmål om tørhed ved samleje. Det er et problem, som rammer mange kvinder. Tørhed i skeden kan skyldes flere ting, og den hyppigste årsag er overgangsalderen, fordi der ikke bliver dannet ligeså meget af det kvindelige hormon østrogen, som før overgangsalderen. Denne faldende østrogen-produktion kan desværre give tørre slimhinder i skeden, hvilket kan vise sig ved smerter ved samleje, eventuelt blødning ved samleje og endda ømhed når man skal tørre sig efter toiletbesøg.

Hvis tørhed i skeden er den eneste gene ved overgangsalderen, vil behandlingen bestå i at give østrogen til lokal behandling i skeden; det vil sige at det kun virker i skeden. Det virker ved at styrke slimhinden i skeden, så den ikke nær så tør og følsom. Du fortæller også, at du får Vagifem, som er østrogen til lokal behandling i skeden.

Nogle kvinder vil opleve, at det ikke er helt nok at anvende lokal østrogen i skeden. Da kan det være en rigtig god ide at anvende glidecreme ved samleje. Glidecreme fugter slimhinden i skeden, og dæmper friktionen/ modstanden ved samleje. Man kan anvende det ved at tage noget glidecreme på fingeren, og så påsmøre det lidt inde i skeden og eventuelt lidt udenfor skeden. Manden kan også putte noget glidecreme yderst på penis. Det er vigtigt, at man bruger nok glidecreme, så det ikke bliver tørt med det samme. Ret hurtigt får man en fornemmelse, hvilken mængde glidecreme der "passer til en". Glidecreme kan købes på apoteket.

For en god ordens skyld vil jeg også anbefale dig, at du snakker med lægen om din tørhed ved samleje. Han/ hun vil vurdere, om du eventuelt skal tilbydes en anden lokal behandling med østrogen til skeden.


Med venlig hilsen
Rikke Nielsen
Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.