Kære Tine
Forholdet mellem læge og patient er kun optimalt, hvis man har tillid til hinanden og lytter til hinanden. Føler man som patient, at dette ikke er tilfældet, har man frit lægevalg og således altid mulighed for at skifte til en anden læge. Det koster et beløb at skifte læge, hvis skiftet ikke sker i forbindelse med flytning. Man er med andre ord ikke ”nødt til at rette sig efter lægen”.
Når det er sagt, er jeg dog sikker på at din nuværende vil dig det bedste. Mini-piller kræver en vis disciplin med hensyn til præcist indtagelsestidspunkt for at kunne virke præventivt. Eftersom dette af en eller anden grund har svigtet i dit tilfælde, har din læge forslået dig en p-ring i stedet. P-ringen har den afgjorte fordel at den kun skal sættes op én gang i måneden. Man skal altså ikke gå og huske på den daglige pille. Dette kan især være en fordel, hvis man i en periode ikke har den sædvanlige daglige rytme f.eks. i forbindelse med ferier, skiftende arbejdstider eller lignende.
Inden du eventuelt skifter læge, synes jeg, at du skal tage en snak med din nuværende læge. Hvis du absolut ikke ønsker en p-ring, bør du sige dette til ham eller hende. Bliver I enige om, at du kan fortsætte med dine mini-piller, kan du måske have gavn af apotekets sms-service. Her kan du få hjælp til at huske din mini-pille. Du får simpelthen tilsendt en daglig sms på det tidspunkt, du skal tage pillen. Du kan tilmelde dig her: Sms-service
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm