Hej Amanda
Yaz indeholder 24 hormonpiller (de lyserøde) og 4 tabletter med laktose (de hvide). Tabletterne skal tages i den rækkefølge, som er angivet på blisterpakningen og hver efterfølgende pakke påbegyndes dagen efter den sidste tablet i den foregående pakke. Man får en blødningen, der normalt starter på 2. eller 3. dagen efter påbegyndelsen af de hvide tabletter og blødningen er ikke altid er ovre inden næste pakke påbegyndes.
De lyserøde p-piller indeholder bl.a. progesteronlignende gestagen. Når man begynder at tage de hvide piller får kroppen ikke længere gestagenet og en afstødning af slimhinden vil begynde = menstration. Hvis man helt vil undgå menstruation, når man tager Yaz, skal man altså springe de hvide piller over og fortsætte med de lyserøde i den næste pakning. Man risikerer dog gennembrudsblødning eller pletblødning, hvis man på den måde springer de hvide tabletter over.
Det er ikke farligt at undlade pausen. I udlandet kan man få p-piller, hvor man ikke menstruerer i et helt år. Det forringer ikke chancen for senere graviditet og er heller ikke skadeligt for kroppen.
Med hensyn til Yaz kan metoden også bruges, hvis man f.eks. ønsker at flytte sin menstruation til en anden ugedag end den oprindelige.
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm