Kære Line
Tak for dit spørgsmål!
Jeg har kontaktet leverandøren. Årsagen til den manglende levering af Ergokoffin er, at man ikke længere kan skaffe en af råvarerne i den sædvanlige partikelstørrelse. Man har derfor fundet et andet salt af stoffet, som man kan bruge i stedet, men når man på den måde ændrer på ingredienserne i medicin kræver det en ny godkendelse af præparatet fra de offentlige myndigheder. Firmaet forsikrer mig om, at de arbejder på højtryk, men at der nok går i hvert fald et par måneder, før de igen er i stand til at levere.
Firmaet ligger stadig inde med et mindre parti af de ”gamle” Ergokoffintabletter. Da lægemidlet pt. ikke har markedsføringstilladelse, kan tabletterne kun sælges, hvis din læge ansøger Lægemiddelstyrelsen om en såkaldt udleveringstilladelse. Bliver tilladelsen givet skal du medbringe en kopi af udleveringstilladelsen til apoteket, samt en recept på Ergokoffin-tabletter. Herefter kan apoteket bestille tabletterne hjem og typisk går der et par dage førend du kan afhente dem.
Når det er sagt, kan jeg af dit brev læse, at du ”kun” må tage 9 tabletter om måneden af dine nye tabletter. Sådan er det imidlertid også med Ergokoffintabletter. Indtager du mere end ni af dem om måneden risikerer du at få en række særdeles uspændende bivirkninger, ligesom du faktisk kan risikere, at tabletterne er årsagen til migrænen. På den måde kan det hele ende i en ond spiral, hvor man tager flere og flere tabletter for at klare migrænen og i virkeligheden ender op med at få hyppigere anfald. Ikke noget med løftede pegefingre, men det kunne måske være en god ide, hvis du sammen med din læge fandt ud af, om der kunne gøres noget bedre for dig med hensyn til behandlingen af din migræne.
Med venlig hilsen
Susanne Aggerholm