Spørg apoteket om hovedpine og migræne

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hovedpine og migræne. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: migræne

Hej. Jeg lider af migræne, specielt op til og under menses, jeg havde endelig fundet nogle piller der virkede på mig, de hed clotam, men da jeg skulle ha recepten fornyet var de udgået. Øv. Nu har jeg problemer med at finde nogen der virker på mig, hvorfor udgik de og er der nogen der virker som dem, da jeg efter hånden har prøvet mange piller siden, uden det tager min migræne helt.

Mvh Karen

05-01-2009Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære spørger

Tak for dit spørgsmål. Det er kedeligt, når et lægemiddel som man er glad for, udgår fra markedet. Der kan flere årsager til, hvorfor et lægemiddel udgår.

Clotam indeholdt et lægemiddelstof, der hedder tolfenamsyre. Tolfenamsyre har været meget anvendt til migræne, da det både kan anvendes som forebyggende migrænebehandling samt til akut behandling af migræne.

Clotam udgik fra markedet fordi det producerende firma blev lagt sammen med et andet lægemiddelfirma.

Jeg kan derfor glæde dig med, at der nu er et tilsvarende lægemiddel på markedet, der indeholder tolfenamsyre. Det er som sagt det samme som Clotam, bare med et andet produktnavn. Produktet er receptpligtigt, så din læge skal skrive en recept til dig.

Du skriver ikke om du fik Clotam som depottabletter til forebyggelse af migræne, eller som kapsler til akut behandling af migræne.

Men det produkt, der er på markedet nu, findes som tabletter med en styrke på 200 mg. Lægemidlet anvendes når de første symptomer på migræne begynder, og lægen kan vejlede i, om du eventuelt må tage en dosis til efter 1-2 timer, hvis den første dosis ikke har virket godt nok.

Du skriver, at det specielt er op til og under menstruation, at du lider af migræne. For god ordens skyld skal med, at du ikke må anvende tolfenamsyre under graviditet (din alder fremgår ikke af brevet).

Med venlig hilsen

Rikke Mumm Nielsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.