Kære Laura
De to præparater som du har været i behandling med er begge lægemidler, hvor man har et stof som virker svampedræbende og et steroidhormon af forskellig styrke. Steroidhormonet i Brentacort ikke så stærkt virkende som i Clotrason. Det svampedræbende stof i de 2 forskellige præparater er forskelligt, begge skulle dog være lige effektive.
For begge præparaters vedkommende gælder det at optagelsen af lægemidlet gennem huden er forsvindende lille, det vil sige at effekten udelukkende er at virke lokalt på huden. Jeg vurderer derfor at det ikke er sandsynligt, at du skulle have pådraget dig bivirkninger som hovedpine og svimmelhed, som følge af din brug af Clotrason.
Hvis du stadig har hovedpine og er svimmel, så vil jeg anbefale dig at du tager kontakt til din læge for at få udredt, hvor det så kan komme fra.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut