Spørg apoteket om hovedpine og migræne

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om hovedpine og migræne. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: musik mod Hortons Hovedpine

Hej Susanne

Findes der en cd man kan købe på apotekerne, som henvender sig specielt til folk med Hortons hovedpine/klyngehovedpine? Det har jeg hørt at der gør, men har ikke kunnet finde den på nettet.

Mvh. Sanja

11-11-2008Svar fra: Susanne Aggerholm 

På apoteket kan man købe musikserien MusiCure, der har til formål at virke afstressende, beroligende og fysisk afslappende. Til forskel fra anden afslapningsmusik udmærker MusiCure sig ved at være klinisk testet, hvilket vil sige at man har undersøgt og dokumenteret, at musikken rent faktisk har en medicinsk virkning på udvalgte patientgrupper. Indtil videre har 4000 patienter deltaget i undersøgelserne, men på nuværende tidspunkt har man endnu ikke testet patienter med Hortons hovedpine.

Musikken i MusiCure er designet så det fremkalder bestemte billeder og stemninger. Det er muligt at høre lydprøver på de 8 cd´ere, der foreløbig er udkommet i serien på firmaets hjemmeside http://www.musicure.com/ . Ud fra det kan du måske få en ide om musikken er noget, der kan hjælpe dig.

Ønsker du at læse mere om dokumentationen for virkningen kan finde denne på http://www.musicahumana.org/

 

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.