Spørg apoteket om hud og hår

Kai Bylling
Her kan du læse spørgsmål og svar om hud og hår. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Åbne porer eller ar efter akne

Kære Kai

Mange tak for din tid. Da jeg var yngre havde jeg mange problemer med bumser især i panden, og desværre pillede jeg i dem konstant. Hvilket jeg føler konsekvenserne af nu, da det meste er væk, og det kun er mikroskopiske bumber en gang i mellem. Jeg ved ikke, om det, jeg har i panden nu, er decideret akne-ar, men det er en masse små huller, en masse små åbne porer (og har det også på hver side af næsen - de er bare meget større), som jeg super gerne vil have med! Det er ikke den pæneste hud. Er der noget man kan gøre mod det, for at få en normal flot hud tilbage ligesom på kinderne? Jeg tænkte på, om der var nogle cremer, som er 'specialiserede' i den slags, eller er den eneste mulighed laserbehandling, når jeg er ude a puberteten? Nu har jeg læst, at laserbehandling kun er for svært akne, og siden jeg 'kun' har en masse åbne små porer/aknear huller i panden, er det ikke nødvendigt? Eller skal tiden bare læge alle huller? Selvom jeg har set masser af folk med stor åbne porer på siden af næsen hele livet. Jeg ser frem til et konstruktivt svar, der forhåbenligvis vil hjælpe mig med at overkomme det.

Med venlig hilsen Malou

15-12-2009Svar fra: Kai Bylling 

Kære Malou

Tak for dit spørgsmål.

 

Mit svar er nok ikke det mest opmuntrende.

Der er, efter min bedste overbevisning, ingen cremer der let og effektivt kan fjerne arrene i dit ansigt. Laserbehandling vil være en mulighed, men det bør vurderes af en specialist i hudsygdomme eller plastikkirurgi, eventuelt efter henvisning fra din egen læge.  I visse tilfælde, hvor hudforandringer giver psykiske problemer, i form af f.eks. manglende selvværd og ulyst til at være sammen med andre, kan der søges om gratis plastikkirurgisk behandling i det offentlige system.

Hvis du vælger en privat klinik, vil det være en god idé at bede klinikken om referencer fra andre patienter med lignende problemer, samt at sikre dig en fast pris. Du kan også rådføre dig med din egen læge, om sandsynligheden for en succesfuld behandling.

 

Når alt dette er sagt, er der også den mulighed, at du accepterer dit udseende eller evt. bruger kosmetiske midler til at dække de uregelmæssigheder, der er på din hud. På længere sigt tror jeg, at arrene bliver mindre synlige og at du bliver mere sikker på dig selv. På den måde kan man sige, at tiden sandsynligvis løser problemet for dig.

 

Venlig hilsen

Kai Bylling

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.