Kære Søs
Desværre skriver du ikke hvad det er for en hormoncreme det er du bruger, og har brugt igennem de sidste 10-12 år, og heller ikke hvorfor at du bruger den. Så lad mig fortælle dig generelt om hvordan man normalt anvender hormoncremer.
Lad mig først sige, at man bestemt ikke skal bruge en hormoncreme hver dag igennem 10-12 år. I de tilfælde vil der være risiko for diverse bivirkninger, naturligvis afhængig af hvor stærk hormoncremen er. Hormoncreme til lokalbehandling inddeles i 4 grupper efter deres styrke. Gruppe 1 er de svageste, mens gruppe 4 er de stærkeste, og kræver nøje kontrol hos egen læge eller hudlæge. Ved normal anvendelse skal man smøre to gange om dagen den første uge, herefter én gang dagligt i en uge. Den videre behandling skal ske efter aftale med lægen, men ofte kan man nøjes med at smøre to gange om ugen eller gå over til et svagere middel.
Hormoncremer tilhørende gruppe 1 og 2 vil kun give bivirkninger der på kroppen hvor de smøres på. Derimod kan hormoncremer tilhørende gruppe 3 og 4 godt give det, der kaldes for systemiske bivirkninger, dvs. i dette tilfælde bivirkning andet sted på kroppen, end hvor det blev smurt på. Det kræver dog overdrevent brug igennem en længere periode – hvilket daglig påsmøring igennem 10-12 år er.
Derfor rent teoretisk, såfremt du har anvendt en hormoncreme fra gruppe 4 dagligt igennem 10-12 år, så kan det ikke udelukkes at det kan give dig det der hedder striae andet sted på kroppen. Jeg kan dog ikke forestille mig, at du har anvendt en creme fra gruppe 4 dagligt i 10-12 år. Cremen er på recept og jeg ikke kan forstille mig nogen læge, der har ordineret det til daglig anvendelse i så lang en periode. En sådan daglig anvendelse vil også først og fremmest give lokale bivirkninger, som du ikke har nævnt i dit spørgsmål.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut