Kære Erik
Tak for dit spørgsmål.
Det er normalt at have bumser i din alder. Det hænger sammen med at du udvikler din krop og dit hormonsystem fra barn til voksen. Det er bl.a. arvelige (genetiske) faktorer, der afgør hvor slemt det udvikler sig.
Man kan nogen gange mindske bumsernes antal ved at pleje huden, sørge for lys og luft til huden og spise fornuftigt.
Hudplejen består hovedsageligt af to ting, nemlig vask af huden og desinfektion når du klemmer de modne bumser ud.
Der findes specielle produkter til vask og pleje af huden. Der er f.eks. en serie fra Vichy, der kan fås på apoteket. Spørg efter noget tilsvarende i din nærmeste butik eller køb på nettet.
Bruger du almindelig sæbe, bør den være så mild som muligt. Huden vaskes med sæbeskummet, skylles grundigt af med lunkent vand og duppes tør med et rent håndklæde eller en papirserviet. Huden har bedst af at du afslutter det varme bad med det kolde gys.
Du skal desinficere fingre og hud, både før og efter du har klemt bumsen ud f.eks. med Klorhexidinopløsning 0,2% til huddesinfektion. Husk at sæberester på huden ødelægger den desinficerende virkning af klorhexidin!
Sollys og luft virker udtørrende og stimulerende på huden. Det betyder at dine bumser hurtigere udvikler sig, tørrer ud og modnes.
De vigtigste kostråd er at undgå friturestegt mad, meget fedtholdig slik og madvarer med stort fedtindhold. Desuden kan det være en god idé at spise almindelige vitamin-mineralpiller.
Hvis dine bumser udvikler sig til det uudholdelige, findes der medicinske behandlinger. Det forudsætter at du opsøger en specialist i hudsygdomme, der kan vurdere hvordan han eller hun kan hjælpe dig bedst.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut
Læs også:
Hudpleje