Spørg apoteket om hud og hår

Lars Frode Nørgaard
Her kan du læse spørgsmål og svar om hud og hår. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Erycin, akne og solarium

Hejsa.

Jeg skal til at tage Erycin imod akne. Og nu vil jeg høre, om man gerne må tage Sol imens man er på pillerne?

Hilsen Mette

13-10-2008Svar fra: Lars Frode Nørgaard 

Kære Mette

Mange tak for dit spørgsmål, hvor du spørger til, om man må tage sol, når man tager Erycin tabletter mod akne.

Der er visse tabletter eksempelvis tetracykliner, som også bruges mod akne, hvor man ved at huden gøres mere lysfølsom. Ifølge firmaet Nycomed, som markedsfører tabletterne Erycin, så har man ikke undersøgelser, som peger på, at Erycin skulle have den samme effekt.

Da solen ikke skinner så meget i Danmark nu, går jeg ud fra, at det er solarium som du tager. I den forbindelse vil jeg benytte lejligheden til at fortælle dig, at man ved at overdreven sol eller solarium kan forværre akne. Derudover har Sundhedsstyrelsen, som rådgivende myndighed i Danmark tre klare holdninger til brug af solarium. Disse holdninger gives, da man i Danmark ser en kraftig stigning i antallet af hudkræfttilfælde.

- Brug af solarier til andet end medicinsk brug er ikke tilrådeligt.

- Unge under 18 år rådes til ikke at gå i solarium.

- Personer med hudtype I og II rådes til ikke at gå i solarium

Personer med hudtype I og II har typisk lys eller fregnet hud, lyst eller rødt hår og blå øjne. De bliver altid eller næsten altid forbrændt, når de opholder sig i solen.

Min anbefaling til dig er derfor, at du ikke tager solarium når du er i behandling med Erycin.

Med venlig hilsen

Lars F. Nørgaard
Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.