Kære Mai
Tak for dit spørgsmål.
Det vigtigste er, at du finder en passende shampoo til almindelig hårvask. Hvis du bruger en shampoo med alt for kraftig vaskevirkning, fjerner du godt nok fedtstof fra huden, men huden reagerer mod dette, ved at øge fedtstofproduktionen, og så er du lige vidt.
Jeg vil foreslå, at du i en periode forsøger med en skælshampoo, hvor du blot følger brugsanvisningen.
Gå ind på det lokale apotek og forklar dit problem. De vil kunne hjælpe dig med at vælge det rigtige produkt, og give dig gode råd om brugen af produkterne. Her vil man også kunne vurdere, om dit problem er så stort, at du evt. skal have hjælp af en praktiserende læge eller en hudlæge.
Det er sandsynligt at årsagen til at din hovedbund lugter, skal findes i det fedtede lag i din hovedbund.
Huden producerer bl.a. et fedtstof, talg, der skal beskytte mod udtørring. Hos nogle mennesker er denne talgproduktion forhøjet og det kan være en kombination af talg, sved og hudbakterier, der bevirker at din hovedbund lugter. Ved at nedsætte mængden af talg i din hovedbund, vil du kunne nedsætte risikoen for, at den kommer til at lugte grimt.
Der sker noget lignende andre steder på kroppen, f.eks. under armene, men her dæmpes lugten med deodorant, dvs. med parfume og et desinfektionsmiddel, der bekæmper hudbakterierne.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut