Spørgsmål: Fodsved, HJÆLP!
Hejsa Jeg er mere eller mindre desperat for at finde en kur mod både fodsved og lugten af samme. Jeg er en pige på 24, der som de fleste andre elsker sko, og elsker at vise skoene med dertilhørende fødder frem. Lysten falder dog en del, når man kan lugte og mærke fodsveden komme snigende allerede efter en time! Jeg har prøvet det meste fra Lamisil til Rodalon-fodbad og cremer. Der er bare INTET der har hjulpet, og jeg kan virkelig ikke overskue endnu en varm sommer med ulækre, svedige tæer! Jeg er sikker på problemet ikke skyldes fodsvamp, da jeg et par gange om ugen vasker fødder i vand med en smule Klorhexidin og derefter smører dem ind i anti-bakteriel creme. Problemet har stået på siden jeg var omkring 16, og NU kan jeg altså ikke holde til det mere! Jeg vil lige til sidst sige, at jeg aldrig har det samme par sko på to dage i træk, for at undgå at slide dem. Jeg håber virkelig der er én der kan hjælpe mig. God (lugtfri) sommer, Mvh. Karen
06-07-2009Svar fra: Simon Nielsen
Hej Karen,
Det lyder som om du har prøvet det meste for at komme sveden til livs. Man kan i håndkøb få nogle præparater der indeholder aluminiumklorid. Det er en kraftig antiperspirant, der populært sagt virker ved at blokere svedporerne. Jeg ved ikke om du har prøvet dette? Hvis ikke kan du blive instrueret i brugen af den på dit lokale apotek. Ellers kan man gøre som du selv nævner, hyppige skift af fodtøj, sørge for at have bare tæer så ofte som muligt og forskellige fodbade. Lamisil er ikke nogen god løsning, da fodsved/lugt og fodsvamp er to forskellige sager.
En sidste mulighed er at tage en snak med din læge. Hvis du mener det er blevet et hæmmende problem for dig kan man i nogle tilfælde give nogle tabletter der som bivirkning har den effekt at de kan mindske din svedsekretion. Jeg vil ikke give noget konkret navn, men anbefale at du tager en snak med din læge om det hvis det et stort problem for dig. Grunden til dette er, at det er op til dig og din læge at vurdere om det er det rigtige at begynde at medicinere for fodsveden eller om du skal fortsætte som du gør.
Ellers må jeg råde dig til at forsætte som du gør og slippe fødderne løs så snart du har mulighed for det.
Med venlig hilsen
Simon Nielsen, farmaceut