Kære Lene
Tillykke med at du er blevet gravid. Det er godt at du er opmærksom på ikke at udsætte dit barn for kemikalier, som eventuelt kan være til skade for barnet.
Miljøstyrelsen som lovgiver for kosmetik og kemikalier, har opstillet 9 gode vaner til gravide og ammende om kemikalier i kosmetik, babyprodukter og legetøj.
Dem lister jeg lige op for dig.
- - Brug så lidt kosmetik og creme som muligt, mens du er gravid og ammer
- - Vælg altid uparfumerede produkter, og lad være med at bruge parfumer mens du er gravid og ammer.
- - Køb miljømærkede produkter, når det er muligt – se efter Svanemærket og Blomsten
- - Farv ikke hår, mens du er gravid eller ammer.
- - Undgå at bruge produkter på spraydåse, og lad være med at male, mens du er gravid og ammer.
- - Vask alle ting til din baby før brug, også tøj og legetøj af stof og plastik
- - Lad være med at bruge creme, sæbe og lignende til din baby dagligt
- - Køb altid duft- og parfumefri produkter til din baby – også legetøj.
- brug kun legetøj, der er beregnet til babyer. Legetøj til børn over 3 år kan indeholde phthalater
Du nævner selv parabener i dit spørgsmål, hvorfor jeg lige vil give dig et par ord med på vejen. Parabener bruges som konserveringsmidler i kosmetiske produkter, og findes også i Myokine. Det er helt tilladt at anvende parabener i kosmetiske produkter, men der er mistanke om at nogle af dem har en hormonforstyrrende effekt – det vil sige at visse af dem ikke bør anbefales til gravide og ammende. I Myokine anvendes butylparaben i et af produkterne, og for dette stof har man endnu ikke kunnet konkludere om det har en hormonforstyrrende effekt eller ej.
Så hvis du vil følge Miljøstyrelsen anbefalinger, bør du ikke anvende Myokine mens du er gravid eller ammer, dels på grund af at produktet er parfumeret, og dels på grund af anvendelse af butylparaben. Der anvendes dog ikke butylparaben i Myokine til tør hud. Du skal dog ikke være nervøs for, at det at du har brugt Myokine skulle have påvirket dit barn, da koncentrationen af stofferne i produktet er meget lav
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut