Spørg apoteket om hud og hår

Rikke Mumm Nielsen
Her kan du læse spørgsmål og svar om hud og hår. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Graviditet og ølgær

Kære Rikke

Mit hår er blevet meget tyndt og slidt, så jeg vil spørge om følgende: Må man spise ølgær-tabletter (f.eks. Matas' ølgær), når man er gravid? Min mand og jeg forsøger at blive gravide, men jeg er i tvivl om hvor ufarligt det er at tage ølgær under en graviditet. Er der evt. andre produkter man kan tage for at styrke håret, uden at det giver skader under en graviditet?

Mange hilsner
Trine

20-12-2008Svar fra: Rikke Mumm Nielsen 

Kære Trine

Tak for dit spørgsmål om ølgær og graviditet.

Ølgær indeholder blandt andet B-vitaminer og mineraler, og kan måske bidrage til at gøre håret tykkere og give flottere og tykkere negle. Grunden til at jeg skriver ”måske” er, at det virker hos nogle mennesker og ikke hos andre. Det er heller ikke videnskabeligt bevist, at ølgær virker for hud og negle, men som sagt virker det hos nogle mennesker.

Ølgær anses for at være ugiftigt/uskadeligt, og generelt må man ofte forsøge sig frem, for at se om det virker. Man skal dog altid overholde den dosering, der står på pakningen.

Du fortæller at du og din mand forsøger at blive gravide, og i den forbindelse er det ekstra vigtigt, at du læser godt på pakningen. Dosering kan nemlig variere fra produkt til produkt, på grund af forskellige mængder af indholdsstoffer. Du bør selvfølgelig også se efter om det specifikke produkt frarådes under graviditet (det kan for eksempel være at produktet indeholder mere mineral end gravide anbefales).

Men som udgangspunkt må du gerne anvende ølgær under graviditet, med mindre det som sagt frarådes på det specifikke produkt.

Du spørger også om der er andre produkter, som man må tage under graviditet. Der er nogle mennesker, der har gode erfaringer med et produkt med kun B-vitaminer i. Dette kan du godt anvende under graviditet, da et eventuelt overskud af B-vitamin udskilles i vores urin. Men det er naturligvis stadig vigtigt, at du overholder doseringen på pakningen.

Nogle har også glæde af at tage en almindelig multi-vitamintablet, hvis man ikke allerede gør det i forvejen. Når du bliver gravid er det jo under alle omstændigheder en god ide, at du dagligt tager en multi-vitamintablet.

På apoteket kan de hjælpe dig med at finde et specifikt produkt, og også rådgive dig om doseringen. Husk at fortælle, at du forsøger at blive gravid.

Læs mere om vitaminer og mineraler her.

Med venlig hilsen

Rikke Mumm Nielsen

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.