Spørg apoteket om hud og hår

Susanne Aggerholm
Her kan du læse spørgsmål og svar om hud og hår. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Kelo-cote

Hejsa

For ca. 4-5 år siden fik jeg fjernet et modermærke i panden. (ca. 2 cm i diameter) Jeg fik lavet en hudtransplantation, med noget hud omme bag mit øre. Mit problem er at jeg ik syntes det er særlig pænt, og slet ikke når det sidder i panden. Jeg har hørt om kelo-cote? men spørgsmålet er om det ville kunne hjælpe på mit problem. Det største problem er, at det bliver rødt nogen gange. Det sker når jeg får det varmt (fx. ved motion eller bare hvis jeg får det en smule varmt). Jeg ved godt det ikke kan fjerne det, men vil gerne gøre det væsentligt mindre synligt. Mvh Thomas

01-12-2009Svar fra: Susanne Aggerholm 

Hej Thomas

Tak for dit spørgsmål.

Kelo-cote er en silikonegel til efterbehandling af ar. Der findes efterhånden flere lignende produkter på markedet. Firmaet bag Kelo-cote lover effekt på både nye og gamle ar. Hvis du er meget generet af dit ar, synes jeg da, at det er et forsøg værd.

Det er vigtigt for effekt, at man behandler i mindst 2 måneder. Gamle ar kan ikke usynliggøres, men de skulle blive blødgjort og udglattet. Samtidig skulle eventuelle misfarvninger reduceres. Derudover kan arret naturligvis maskeres ved brug af farvet make up eller dækstifter.

 

Med venlig hilsen

Susanne Aggerholm
Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.