Kære Mie
Tak for dit spørgsmål.
Hvad er pigmentpletter?
Pigmentpletter eller pigmentskjolder opstår, når de pigmentdannende celler, som er beliggende på overgangen mellem overhuden og læderhuden, begynder at producere for meget pigment.
Dette kan bl.a. ske i følgende tilfælde:
Når huden gennem årene har været udsat for mere sol end den kan tåle, reagerer den ved at beskytte sig ved at danne yderligere pigment. (leverpletter også kaldet kloasma).
- Hormonpåvirkning i forbindelse med graviditet eller brugen af p-piller kan få huden til at reagerer kraftigere end normalt på solpåvirkning, og derved øges dannelsen af pigment (melasma).
Melasma viser sig som store plamager beliggende i ansigtet.
- Irritation i huden efter betændelse, f.eks. efter acne, kan give pigmentdannelse og derved opstår mørke ar.
- Når en rød irriteret hud udsættes for sollys, øges pigmentdannelsen mere end normalt, hvilket kan resultere i mørkfarvning af huden.
Pigmentforandringer ved p-piller
Ved anvendelse af p-piller (oral antikonception) kan optil 5 % få pigmentforandringer. Disse pletter forstærkes af sollys. Risikoen for at få pletterne er større, hvis kvinden tidligere har haft det i forbindelse med graviditet, eller hvis der er tale om en mørklødet kvinde. Der er ingen dokumentation for, om forskellige p-pille type medfører forskellig risiko.
Kan pigmentpletter fjernes?
Det vigtigste er at undgå sol, idet solen kan stimulere dannelse af nyt pigment. Hvis man færdes i solen skal man derfor flere gange dagligt anvende en høj solfaktor (50+).
Der er ikke nogen sikker behandling, men flere privat hospitaler/klinikker tilbyder blegebehandling.
Med venlig hilsen
Mia Karlsen, farmaceut