Kære Dina
Det er sådan med deklarationspligten for parfumestoffer i kosmetiske produkter, at det generelt blot skal anføres på indholdsdeklarationen, hvis der er kommet parfumestoffer i, og dette gøres ved at skrive parfum/fragrance. Grunden til, at man ikke skal skrive navnene på parfumestofferne enkeltvis er, at en duft (parfume) ofte er sammensat af flere hundrede parfumestoffer og det ville der ikke være plads til at skrive på indholdsdeklarationen. Dog fandt man på dansk initiativ ud af omkring 2005, at der er 26 parfumestoffer som er specielt slemme til at give parfumeallergi hos forbrugeren. Derfor bestemte man sig for, at netop disse skulle angives særskilt med deres INCI navn. INCI er en forkortelse for International Navngivning for Cosmetiske Ingredienser, som er et navngivningssystem, der sikre at indholdstofferne i kosmetiske produkter altid kun angives med et og samme navn.
Nedenfor har du navnene på parfumestofferne. Så hvis du finder et af disse navne på dit produkts indholdsdeklaration, så er der et af disse højallergene stoffer i.
· Alpha-Isomethyl Ionone
· Amyl Cinnamal
· Amylcinnamyl Alcohol
· Anise Alcohol
· Benzyl Alcohol
· Benzyl benzoate
· Benzyl Cinnamate
· Benzyl Salicylate
· Butylphenyl Methylpropional
· Cinnamal
· Cinnamyl Alcohol
· Citral
· Citronellol
· Coumarin
· Eugenol
· Evernia Prunastri (Oakmoss) Extract
· Evernia Furfuracea (Treemoss) Extract
· Farnesol
· Geraniol
· Hexyl Cinnamal
· Hydroxycitronellal
· Hydroxyisohexyl 3-Cyclohexene Carboxaldehyde
· Isoeugenol
· Limonene
· Linalool
· Methyl 2-Octynoate
Med hensyn til dit spørgsmål om eksempelvis alle stoffer der indeholder ordet sodium er farligt, der må jeg svare nej. Med baggrund i min forklaring ovenfor om INCI navngivning, så har hvert indholdsstof i kosmetiske produkter kun et og samme navn. Hedder stofferne på indholdsdeklarationen derfor ikke det helt nøjagtigt samme, så drejer det sig altid om 2 forskellige stoffer, som meget vel kan være meget forskellige og bestemt også forskellige i giftighed. Sodiumchloride er eksempelvis det kemiske navn for salt, som du kommer på din mad. Og det er et helt andet stof end det du nævnte før.
Til sidst spørger du om hvor alvorligt du skal tage det her med de farlige stoffer, specielt da du påtænker at blive gravid. Miljøstyrelsen som har ansvaret for de kosmetiske produkters sikkerhed i Danmark, har lavet en pjece om Tips til gravide og ammende om kemikalier og den kan du også finde på deres hjemmeside (http://www.mst.dk/Borger/Temaer/Gravide_boern/9_gode_vaner_til_gravide_og_ammende/Ni_gode_vaner_til_gravide_og_ammende.htm).
Hvis du læser den, får du en god indføring i hvordan eksperternes holdning er til at gravide skal omgås kemikalier, herunder også kosmetik.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut