Kære Soffy
Tak for dit spørgsmål.
Jeg formoder det er de sidst ankomne bumser, der har efterladt de røde mærker på din kind. Prøv at sammenligne nogle af ældste mærker efter bumser, som du kan huske, med dem der generer dig nu. Det kan give dig en idé om, hvor hurtigt de forsvinder.
Er det kun de sidste, der har efterladt mærker, kan jeg ikke give dig noget præcist svar. Det er forskelligt fra person til person og afhængigt af hvor dybt disse bumser stak ned i huden. Uden at have set dig, vil jeg generelt sige, at det ofte er den personlige oplevelse af et kosmetisk problem, der bestemmer hvor meget det generer.
Hvis de ikke forsvinder indenfor en rimelig tid, måske 6-12 måneder; og hvis du er så plaget, at det går ud over dit selvværd og din selvtillid, findes der metoder bl.a. indenfor dermatologien og plastikkirurgien, der kan løse problemet. Din læge kan vejlede dig og kan, i visse tilfælde, henvise til behandling i det offentlige system. Det betyder at du ikke selv skal betale hele behandlingen.
Medens du venter og inden du beslutter dig, kan du sørge for at din hud bliver plejet med gode plejemidler. Brug en farvet dæk-creme på de røde mærker, når du synes der er behov for det. Spørg på dit lokale apotek efter plejemidler til følsom og uren hud og beskriv dit problem med de røde mærker.
Venlig hilsen
Kai Bylling
Farmaceut