Hej Dina
Du stiller mange forskellige spørgsmål og jeg vil prøve at komme hele vejen rundt.
Allerførst vil jeg give dig linket til en anden side her på apoteket.dk, soleksem, hvor Carsten Sand, der bl.a. er specialist i hudsygdomme giver en god gennemgang af, hvad soleksem er, hvorfor den opstår og hvad man selv kan gøre ved den.
Meget kortfattet kan man sige, at du reagerer allergisk på solens stråler, og at du derfor har en tilstand, du skal lære at håndtere på den bedst mulige måde. Det handler mest om, hvordan du forebygger og dernæst, hvis dette ikke er nok, hvordan du lindrer symptomerne. Man kan reagere med overfølsomhed overfor solens UVA- eller UVB- stråler. En del reagerer dog på begge typer, mens ca. halvdelen får soleksem pga. solens lange UVA- stråler. Du skal derfor sørge for at vælge en solcreme med et højt indhold af gode fotostabile UVA-filtre. Når man ser på det ganske store udbud, der er af solcremer, er det meget få, der har dette. Det er desværre typisk de cremer, der ligger i den dyrere ende af pris-skalaen, som f.eks. La Roche-Posay. UVA-beskyttelsen skal udgøre mindst 1/3 og allerhelst halvdelen i fht. UVB-beskyttelsen for at give tilstrækkelig beskyttelse mod soleksem. At filtrene er fotostabile gør, at de ikke nedbrydes efter kort tid i solen. Du kan spørge på dit lokale apotek, og få råd og vejledning om, hvilke mærker, netop du bør vælge. Undgå generelt cremer med parfume, sørg for at smøre solcremen på ½ time før du kommer ud i solen og brug altid rigelige mængder. Er det hele kroppen, der skal smøres ind, skal der bruges en god håndfuld svarende til ca. 40 ml for at man reelt opnår den solbeskyttelsesfaktor, der er angivet på produktet. Husk også, at der skal smøres flere gange om dagen og altid efter badning, når man har soleksem, også selvom cremen er vandresistent. Mange med soleksem kan forebygge det ved at bruge en høj faktor de første uger for derefter gå over til en lavere faktor. Alternativt kan man bruge UV-sikre T-shirts, der svarer til en faktor 50. De kan købes på Kræftens bekæmpelses hjemmeside.
Du spørger om p-piller kan være skyld i din soleksem. Man ved ikke præcist, hvad grunden er til at nogen udvikler soleksem, men det vides at man kan være arveligt disponeret. I forhold til hormoner ved man, at ca. 5 % af p-pillebrugerne udvikler pigmentforandringer, der forstærkes af sollys og at denne gruppe derfor bør undgå sollys. Denne tilstand er ikke det samme som soleksem, men der er altså en sammenhæng mellem hudens pigmentering og indtagelse af hormoner.
Solarier bør du undgå. De gør ikke forskellen i forhold til din soleksem og øger risikoen for hudkræft. Ønsker du at få en brun kulør, er det i dag muligt at få rigtig gode selv-brunere, hvor farven holder i 1-2 uger. De giver dog ingen solbeskyttelse, så gode solcremer skal du altså stadig bruge.
Skulle du få et udbrud af soleksem, er der ikke noget farligt i at lindre det med antihistamin-tabletter. Den lindrende creme, du nævner, indeholder muligvis binyrebarkhormon. Den hjælper rigtig godt på generne ved soleksem, og er et godt middel, hvis først eksemen er der, men den kan gøre huden mere lysfølsom. Det er derfor vigtigt at du gør alt, hvad du kan for at forebygge og fortsat følger sundhedsstyrelsens anvisninger om helt at undgå solen mellem klokken 12 og 15.
Med hensyn til tidselolie og calcium+D bliver jeg dig svar skyldig. Jeg har ikke kunnet finde nogen videnskabelig dokumentation for, at de hjælper i forbindelse med soleksem. Jeg kan ligesom du se på nettet, at mange har gjort deres egne erfaringer og mener at lige præcis det eller det produkt har hjulpet dem, men nogen videnskabelig dokumentation foreligger der altså ikke.
De venligste hilsner
Susanne Aggerholm