Kære Simon
Tetralysal er et antibiotikum, der omdannes til det aktive Tetracyclin i kroppen. Det anvendes bl.a til situationer som din egen mod uren hud/acne. Tetracylins virkning hæmmes af jern, aluminium, magnesium og calciumholdige præparater herunder mælkeprodukter. Derfor er det vigtigt ikke at indtage disse samtidigt/på samme tid af dagen. Vær opmærksom på at mange syreneutraliserende midler indeholder magnesium eller aliminium. Er du begyndt at tage disse produkter kan det altså hæmme virkningen. Det er også muligt, at nogle af bakterierne, der har forårsaget din acne nu er blevet helt eller delvis resistente overfor tetralysal. At holde pause hjælper i så fald næppe, da bakterierne og deres efterkommere har udviklet sig til ikke at blive påvirket af tetralysal. Jeg vil foreslå at du taler med din læge om alternativer. Der findes andre former for antibiotika som kan anvendes til acne, samt forskellige former medicinsk creme på recept, der muligvis kan hjælpe.
Med venlig hilsen
Mia Karlsen