Kære Spørger
Ja det kan være godt at få ryddet op i toiletskabet en gang i mellem, og på den måde få sorteret i kosmetikken og ikke mindst lægemidlerne. Men husk at det der skal bortskaffes, skal afleveres på apoteket til destruktion og ikke smides i skraldespanden.
Parfumer er æteriske olier opløst i alkohol og har derfor generelt en god holdbarhed, også i 15 år uden problemer vil jeg mene. Så længe de dufter som de skal, er der ikke noget problem i det. Det der dog kan være et problem er, at vi gennem de sidste 15 år er blevet klogere på, at der er mange parfumestoffer der er allergifremkaldende. Der kunne der måske være et godt argument for at få ryddet op i parfumerne. Nogle af de parfumer, som din mor har gemt indeholder derfor måske parfumestoffer som man ikke i dag ville anvende.
Cremerne er det dog anderledes med. Cremerne indeholder fedtstoffer og vand, som begge er stoffer bakterier vokser godt i. Derfor er holdbarheden i dem ikke særlig god. Der er dog tilsat konserveringsmidler, som holder bakterierne i skak i en vis periode, dog ikke i hverken 5, 10 eller 15 år. Man har i kosmetiklovgivningen angivet, at kosmetiske produkter skal være mærket med en holdbarhedsdato, hvis holdbarheden for produktet i uåbnet stand er mindre en 30 måneder.
Så i første omgang er det vigtigt at se om produktet har været åbnet, og så naturligvis hvilken holdbarhedsdato der er angivet på produktet. Kan produktet holde sig i uåbnet stand i mere end 30 måneder, skal der også anføres en dato for hvor længe det kan holde sig når det åbnes.
Kan du ikke finde datoangivelser på produktet, for hvor længe det kan holde sig, vil jeg vove mig ud i at give den generelle retningslinie, at de fleste kosmetiske cremer kan maksimalt holde sig i 12 måneder efter at man er begyndt at tage af dem. Efter de 12 måneder er der en stor risiko for at produktet indeholder for mange bakterier til at man bør anvende det.
For solcremer anbefaler man normalt, at de bør skiftes efter hver dansk sommer sæson, da de normalt udsættes for højere temperaturer end de cremer vi har derhjemme på badeværelset og derfor ikke holder sig så godt.
Jeg håber at mit svar er en hjælp til både dig og din mor, og at hun stadig har lidt cremer tilbage efter at du har gjort forårsrent.
Med venlig hilsen
Lars F. Nørgaard
Farmaceut