Spørg apoteket om hud og hår

Lars Frode Nørgaard
Her kan du læse spørgsmål og svar om hud og hår. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: Pigmentskjolder

De sidste tre år har jeg lidt af pigmentskjolder. Jeg har fået dem fjernet to gange dels ved laserlys og dels med en receptpligtig opløsning blandet på apoteket. Desværre skal der ikke meget til før det kommer igen. Jeg har gennem hele perioden taget p-piller, bør jeg stoppe med det for at undgå pigmentskjolder. Bruger høj faktor udendørs. Hvad er den mest holdbare behandling, udover at undgå sollys?

Hilsen Trine

12-04-2010Svar fra: Lars Frode Nørgaard 

Kære Trine

Behandling af pigmentskjolder er en specialist opgave. Da du skriver,at du allerede er behandlet med laserlys og en receptpligtigt opløsning, formodentlig til blegning går jeg ud fra, lader det til at du er i kyndig behandling.

 

Du skriver også, at der ikke skal meget til før end det kommer igen og der går jeg ud fra at det sker ved solpåvirkning af din hud.  Det der sker i din hud er enkelt fortalt, at der sker en overproduktion af pigment i nogle bestemte celler i huden. Denne overproduktion igangsættes typisk af solens stråler.

Det beskrives derfor i litteraturen, at din egen indsats for ikke at blive eksponeret for solen i et par år er det der skal til for at holde pigmentproduktionen i ro og derved undgå pigmentskjolderne. Efter at have holdt pigmentproduktionen i ro, dvs. totalt undgået sol i 1-2 år, vil huden som regel kunne normalpigmenteres igen uden at danne mørke pigmentskjolder. Da det ikke er muligt fuldstændigt at undgå solen, er du nødt til at anvende solcremer, med en beskyttelse på 50 eller derover, på huden og den skal så endda smøres på huden flere gange dagligt.

 

Du spørger også til brug af p-piller. P-piller kan få din hud til at reagere kraftigere end normalt på sollys, hvorved der sker en øget pigmentproduktion, så de vil også udgøre en faktor i forhold til pigmentproduktionen.

 

Så udover det du allerede gør, og det som jeg her fortæller dig, så er der ikke rigtigt mere at gøre.

 

 

Med venlig hilsen

 

Lars F. Nørgaard

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.