Spørg apoteket om hud og hår

Lars Frode Nørgaard
Her kan du læse spørgsmål og svar om hud og hår. Du kan også vælge at skrive et nyt spørgsmål - men se først de tidligere stillede spørgsmål igennem, da dette nogle gange kan være den hurtigste vej til svaret.

Spørgsmål: uren hud

Hej

Jeg håber I kan hjælpe mig.., jeg har masser bumser og hudorme.. har været til læge så få jeg tetralysal 300 mg og redep, jeg har brug det føre og så holder jeg op med at brug det fordi det bliver beder, men efter to år får jeg nu masse bumser igen hvordan kan det været? og nu brug jeg tetralysal og redep i ca en månde men det bliver ikke beder endnu hvor lang tid kan det går føre det bliver beder igen? og hvad er det bedste at brug til at vaske ansiget med mod bumser og hudorme? jeg har prøver brug alt fra apotek men det hjælper slet ikke så nu tænker jeg på basiron men jeg ved det ikke om jeg kan brug det når jeg brug redap ind seng tid, og kan man køber basiron i alle apotek?

Mvh Josie

31-03-2010Svar fra: Lars Frode Nørgaard 

Kære Josie

 

Sikke en masse spørgsmål du har om din urene hud, jeg skal prøve at give dig et svar på dem alle.

 

Uren hud med bumser og hudorme kaldes også for akne. Det der sker i din hud er, at der sker en overproduktion af hudfedt med en abnorm forhorning.  Den forøgede mængde hudfedt klister sig sammen i hudens porer og stopper dem til. På den måde opstår der en såkaldt hudorm. Talgen i den lukkede hudorm kan nedbrydes af hudens bakterier til et lokalirriternde stof og herved dannes en bums. Denne bums kan blive betændt, hvis der er nogle specielle bakterier på huden. Akne er meget almindeligt hos unge i puberteten, hvilket skyldes hormonforandringerne i kroppen i denne periode. Hvorfor akne kommer er der ikke helt klarhed over endnu, der er dog også nogle ydre faktorer som kan spille ind.

 

Du skriver at du får Tetralysal og Redap i din behandling. Tetralysal er et antibiotikum, hvis funktion er at hæmme væksten af de bakterier i huden, som er med til at bumserne dannes, så man derved undgår yderligere dannelse af bumser. Normalt behandler man i lang tid, i måneder til år, med dette præparat for at behandlingen skal være effektiv.

 

Redap er et lokaltvirkende hudmiddel mod akne, dvs. som også modvirker dannelse af bumser. Cremen anvendes 1 gang daglig før sengetid og skal normalt anvendes i 3 måneder før end man kan vurdere den fulde effekt. Som du kan se, er du derfor nødt til at væbne dig med lidt tålmodighed og fortsætte din behandling i længere tid endnu, hvilket jeg går ud fra at din læge også har forklaret dig.

 

Du skriver, at du gået kunne tænke dig at bruge Basiron sammen med Redap og Tetralysal. Det

kan jeg dog ikke anbefale dig at gøre uden din læges anvisning. I svære tilfælde af akne vælger lægen at bruge et kombinationspræparat af de to produkters indholdstoffer, produktet hedder Epiduo, men det er din læges vurdering om det kræves i behandlingen af din akne.

 

Til sidst spørger du til et produkt til ansigtsvask. Der kan dit lokale apotek anvise dig adskillige produkter, eks. fra Vichy eller Decubal for at nævne 2 forskellige produkter, som du kan anvende. Endelig bør du også være opmærksom på ikke at bruge ansigtscremer med fedt i, men i stedet anvende en hydrogel, dvs. et produkt udelukkende på vandbasis. Også her kan dit lokale apotek hjælpe dig med at finde et egnet produkt.

 

Jeg håber at det gav dig svar på dine spørgsmål.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Lars F. Nørgaard

Farmaceut

Apotekerne i Danmark står bag apoteket.dk. Sitet er drevet af Danmarks Apotekerforening.